00 Marie Sophie Andersen Lund

Hun blev født den 23. april 1752 på Stårupgård i Højslev Sogn (f. la Cour) og døde den 9. august 1801 i Keldby på Møn. Hun var datter af Pierre la Cour og Margrethe Susanne la Cour. Marie Sophie tjente ved sin fars død i 1775 i huset hos madam Bjerring i Holstebro. Ved folketællingen i 1787 boede hun i Søndre Holeby med sin mand, deres to børn Peder Christian (nr. 100) og Cathrine (nr. 102), sin søster Apollone (nr. 07) og dennes datter Birgithe Worm (nr. 47), otte tjenestefolk samt et fattigt forældreløst barn – Anne Timsdatter på 7 år. Hun boede ved sin død i Keldby med sin mand, sine tre børn fra første ægteskab og syv tjenestefolk. Hun blev gift første gang i 1782 med Severin Thørche. Han blev født den 7. maj 1750 i Viborg og døde den 16. august 1788 i Holeby. Han var søn af Christen Mortensen Thørche og Mette Marie Helsted. Han blev student i 1771., og var først huslærer på Strandet i 1771-73 og derefter i Strandby i 1773-75. Han blev cand.theol. Den 27. november 1776, og var derefter først huslærer et år på Søholt ved Maribo og derefter tre år i Kalundborg. Han blev præst i Holeby og Bursø den 17. april 1782, og var dér til sin død. Marie Sophie blev gift anden gang 5. juni 1789 i Holeby med Christen Andersen Lund. Han blev født den 28. december 1763 og døde den 10. august 1833 i Keldby på Møn. Han var søn af brygger Anders Christensen Lund og Johanne Lund.

Han blev student i 1780 fra Det Klinckske Institut og studerede derefter nyere sprog og engelsk poesi. Han var meget interesseret i digterkunsten og omgav sig med datidens kendte litterære personer som Knud Lyne Rahbek, Gregers Wad og Jens Baggesen. I 1785 blev han huslærer på Gisselfeldt hos Grev Danneskjold-Samsøe. Han blev cand.theol. Den 13. oktober 1788 og allerede fire dage senere udnævnt til præst i Holeby og Bursø. Han havde et dårligt helbred og forfaldt indimellem til melankoli. P.g.a. helbredet flyttede han den 10. august 1792 til Keldby på Møn. Præstegården blev tilholdssted for mange af ungdomsvennerne, bl.a. Rahbek, som Christen havde forsynet med digte i sine unge dage. Rahbeks hustru Kamma opfordrede forgæves Christen til at udgive sine digte, og afskrev dem og samlede dem i et smukt bind, men Christen nægtede at udgive dem. Den 1. november 1829 blev han udnævnt konsistorialråd. Først tre år efter Christens død udkom Efterladte Digte. Hans digte var maleriske og lyriske med en sober og ægte stemning og elegierne var fri for udpensling af tanker og udtryk. Blandt hans originale digte kan særlig nævnes Aftenen, I en stjerneklar Nat og Landsbykirkegaarden. Han blev begravet på Keldby Kirkegård, hvor hans gravm stadig kan ses. (5 børn – Nr. 100-104)

English