Han blev født den 6. april 1802 i Odder og døde den 27. februar 1875 på Skærsø i Dråby Sogn. Han var søn af Jørgen la Cour og Charlotte la Cour. Han blev døbt hjemme den 7. april 1802 og fremstillet i Odder Kirke 19. maj 1802. Han var kun 7 1/2 år gammel, da hans far døde, og da hans mor ikke kunne beholde alle sine fem sønner hos sig (det var kårene ikke til), blev han taget i huset hos krigsråd Hans Christian Møller (1776-1838), der var forpagter på Rodstenseje, og hans hustru Ditlevine von Voss (1779-1834). Samtidig kom hans bror Holger som nævnt i huset hos ejeren af gården, kammerjunker von Voss, der var en bror til Møllers kone. De to drenge 3. slægtled – Nr. 50 – 54 kunne altså daglig se hinanden og fik også fælles huslærer. Krigsråd Møller og hans hustru, der hørte til hans forældres kæreste og stadige omgangskreds, tog opdragelsen strengt, og det kan derfor ikke undre, at han ofte følte sig ensom og forladt.
“Imidlertid”, skriver han et sted i sine allersidste dage, “blev til mit storeheld følgen af behandlingen, jeg nød, denne, at jeg, da jeg i min trængsel ingen anden havde at ty til om trøst, kom til at søge hen til alles Gud og fader og lærte derved allerede som en ni, ti års dreng at bede med en inderlighed, som jeg med beklagelse ofte i en mere moden alder har måttet savne.” Men om sine plejeforældre siger han det samme sted, at de var “et par inderlig gode folk”, og gennem hele sit liv følte han sig i stor taknemmelighedsgæld til dem, hvilken han på mange måder søgte at afbetale, da det senere gik tilbage for krigsråden. En kort tid gik han i en slags realskole i Aarhus, men da han var 12 år gammel, fulgte han med Møllers til Østergård, en mil nord for Odder, i Tulstrup Sogn. Som 14-årig i 1816 blev han konfirmeret i Tulstrup Kirke og kom derefter i landbrugslære på Østergård.
Krigsråd Møller var en af den tids mest fremragende landmænd, der forstod både at drive sin gård på en udmærket måde og at lære de unge den samme færdighed, men eleverne blev holdt til ilden, og det er derfor uden tvivl rigtigt, hvad der er blevet sagt, at når Lauritz Ulrik “senere blev den mand, der på sin egen mark kunne gå foran med at brække sten op og rydde træstubbe, da var det en ihærdighed, han fra først af havde lagt sig til på Østergårds marker.” Da han i 1820 var 18 år, overtog han styret af sin stedfars avling ved præstegården i Lyngby sydvest for Grenaa og forestod den til 1823. Han var da omkring en snes år og skildres af Frederik Barfod, der nu boede under tag med ham, således: “Han var nu fuldt udvokset, og med sit lyse hår, sin høje pande, de milde, blå øjne, den fint krogede næse, den lille mund, den kløftede hage, den friske hudfarve og det tynde, sparsomme skæg, som hverken kunne eller ville skjule et par skælmske smilehuller, med den ranke, kraftige vækst, lidt over mellemhøjde, ikke for svær og ikke for spinkel, og med den lette, friske holdning var han – især set fra venstre side – et mere end almindelig smukt ungt menneske, der drog manges øjne til sig, især de kvindelige. Damerne ville knap synes, at noget bal duede, når ikke “den smukke la Cour” var med. Når dertil føjes hans sindighed og rolighed, hans beskedenhed, ja ret egentlig blyhed, hans usvigelige ærlighed sandhedskærlighed, der jævnlig spillede over i en barnlig troskyldighed (han forstod ikke altid, at en spøg kun var spøg), var det intet under, at han noget nær var alles yndling. ”
I 1823 blev hans stedfar forflyttet til Fakse, og Lauritz Ulrik tog derfor plads som forvalter hos den dygtige og højt ansete overkrigskommissær Ingerslev på Rugård, hvor han var til 1825. Af sin stedfar fik han følgende afskedshilsen: “Når du, min gode Lauritz, som kyndig og driftig landmand vedbliver at udføre det arbejde, forsynet betror dig, med ufortrøden og uegennyttig flid, når du under dit arbejde i naturens store have stedse med ærbødighed og taknemmelighed mindes om naturens algode og almægtige Herre, og når du ved dette minde stedse agter din flids frembringelser som Guds gave, og ved at agte dem således opmuntres til at anvende dem for dig selv og andre med samvittighed og orden, når du i al din gerning stedse omgås redeligen med alle og ret sindigen med dem, der arbejde for dig, og beflitter dig på kristelig nøjsomhed og tillid til Gud, når du således vedbliver at gå din vej frem i verden rolig og trolig, redelig og fredelig, da vil Guds bifald og gode menneskers kærlighed og agtelse og overmænds yndest og undermænds hengivenhed vorde din glade løn, og indvortes tilfredshed og huslig lykke vorde din herligste ejendom, og gavnlig virksomhed befordre din legemlige sundhed. Og alle disse livets dyrebare goder tilønskes dig med hjerteligst oprigtighed af din kærlige fader H. P. Barfoed.”
I maj 1825 forpagtede han Hyllested præstegårdsavling af sin fætter og formynder Peter Worm (nr. 48), men købte samme år – sammen med forvalter Jacob Ludvig Vauvert Hansen på Rugård Skærsø Hovedgård sammen med afbyggergården Frederikkesminde, Dråby Sogns konge- og kirketiender og en hel del bøndergods for i alt 2400 rigsdaler. Den lave pris skyldtes dels gårdens usle forfatning, dels den da herskende landbrugskrise. Men at han havde fået jord nok viser det, at han få år efter (i 1828) afstod til bødker Rasmus Horn i Hesselballe (1777-1855) for at slippe for en del af de skatter, som trykkede ham, parcellen nr. 3 af Skærsø Hovedgårds jorder (det nuværende Godthåb) med bygninger og tilstødende ejendomme. Samme år solgte han Frederikkesminde til den ovenfornævnte J. L. V. Hansen, men købte den igen af ham i 1840 og solgte den på ny til J. L. Faurschou i 1848. I årene 1827-33 havde han, som nævnt, sin bror Holger i kompagniskab med sig.
Skærsø var, hvad der allerede er nævnt, da Lauritz Ulrik overtog den, i allerhøjeste grad både vanrygtet og vanrøgtet, markerne var forsømte, skoven misbrugt, bygningerne dels nedbrudte og solgte, dels faldefærdige. Der var ingen besætning, ingen redskaber, intet ind- eller udbo, knap et bindsel til en kalv. Men han tog fat med frisk mod. Først måtte han sørge for de nødvendigste avlsredskaber, og han lavede dem for en stor del selv. Det første år kunne han kun nå at tilså en lille part af jorden og udførte også selv det meste arbejde derved. Indtægterne var i begyndelsen meget små, og af udgiftskrav meldte der sig flere, end han formåede at fyldestgøre. Til gården hørte betydelige strækninger kærjord. Han fik kæret udgrøftet, fik tuer jævnet, huller opfyldt, fik den seje grønsvær brudt op og bearbejdet, såede dels korn, dels raps heri, lagde en del ud med godt græsfrø og avlede på denne hidtil oversete jord afgrøder af en størrelse og værdi, som overraskede ikke alene naboerne, men som endog oversteg Lauritz Ulriks dristigste forventninger.
På sandjorden lagde han sig efter en vidt dreven kartoffeldyrkning, og det var i en årrække en meget indbringende forretning for ham. I de første år sejlede han selv til København med kartoflerne. Senere, da priserne faldt, brugte han dem mest til fedning af stude, og i årenes løb vandt han stort ry på egnen som studefeder. Som kartoffeldyrker var han i det hele noget nær sin tids største. Når der om foråret skulle tages kartofler op på Skærsø, blev dette kundgjort ved kirkestævne, og folk fra en vid omegn strømmede da til for at tjene noget derved. Han indførte et fast ordnet sædskifte og var vel en af de første i egnen, der indførte ren brak. Han hentede godt sædekorn fra fjerne egne, og prøvede jævnligt handelsplanter som tobak, kommen, sennep, humle m.m. I 1857 indkøbte han lupiner fra udlandet, både blå og gule, og de var dengang så at sige ukendte her i landet. Også skoven, der hørte til Skærsø, blev skøttet og vogtet af Lauritz Ulrik. Han indhegnede den og tilplantede de åbne steder og fik således lidt efter lidt de 80 tønder land fredskov i god orden. Dele af sandjorden plantede han til, og blandt hans plantningsforetagender kan særlig nævnes en gran- og fyrreplantning i skovens vestre side, som han udførte i 1838, og hvoraf han havde den glæde at se hjembragt det nødvendige tømmer til spændetræer og stolper i en ny stald, der opførtes i 1873. Også bygningerne forvandledes under hans hænder. Han reparerede de eksisterende bygninger så godt han kunne, men allerede i 1833- 34 opførte han den store lade, og i 1846 den såkaldte forpagterbygning, der skulle tjene ham som midlertidig bolig. I 1853 lagdes grundstenen til den nye hovedbygning, og staldlængerne blev dels nyopførte, dels udbedrede af ham til forskellige tider.
Hans ældste søn har udtalt sig således om hans landmandsgerning: “Ikke blot havde han et naturligt anlæg for landbruget – et menneskes virkelige kald er givet det af Vorherre med fødslen og grundet i vedkommendes bygning (tålmodighed, udholdenhed, nøjsomhed, en fast, ikke flyvende eller vovespillende tankegang, et åbent øje for naturen både i
det små og det store, samt lyst til legemligt arbejde, kunne måske nævnes som nødvendige særpræg hos dem, der virkelig har et indre kald til landbruget), – ej alene, siger jeg, havde han et virkeligt kald og bestemt anlæg til landvæsenet, og ej alene støttedes dette, både i hans oprindelige hjem og i hans plejehjem, men han blev også i sit øvrige liv bevaret i overensstemmelse med sit kald: Hans lyst og kærlighed til agerbruget anfægtedes aldrig og svigtede aldrig. Og derfor blev han en så helstøbt landmand, som vi kun har set få. Derfor kom der altid et ejendommeligt lys i hans øjne og liv i stemmen når han talte om landbruget. Det var et område, på hvilket han med rette følte sig hjemme.”
I 1834 valgtes Lauritz Ulrik – på trods af, at han var hovedgårdsejer – som stænderdeputeret for 8. distrikt af Nørrejyllands mindre landejendomsbesiddere. Han var da kun 32 år og den næstyngste af de 54 mænd, der valgtes til Viborg stændersamling. Han mødte op i 1836, 1838 og 1840, men havde ingen større indflydelse. Han indgav nogle lovforslag, som dog alle faldt igennem. I 1841-45 var han medlem af og formand for Dråby sogneforstanderskab og fra 1841 til 1849 sognets skolepatron og i lang tid medlem af fattigkommissionen. Ved folketællingen i 1845 bestod familien af Lauritz Ulrik og Ellen Kirstine, deres to døtre og fire sønner, en lærerinde, en husjomfru, og tyve tjenestefolk. Derudover var Lauritz Ulriks fætter Fritz Absalon Worm (nr. 59) forvalter på gården. I 1845-49 og i 1854 og følgende år var han medlem af Randers Amtsråd. I 1847 købte han Jægergården ved Aarhus, hvor han boede fra maj 1848 til maj 1852, men han solgte gården igen i 1851. Ved folketællingen i 1850 boede familien – der nu talte ni børn – således på Jægergården med ti tjenestefolk. Fra 1852 til 1860 var han forpagter af Mallinggård og Holtskovgård. I 1858 valgtes han til folketingsmand for Randers Amt og mødte som sådan på de tre følgende Rigsdage. Han blev landvæsenskommissær i Randers Amt 1858. I maj 1867 bortforpagtede han Skærsø til sine sønner Niels og Jacob, idet han kun forbeholdt sig haven og skovene, som han vedblev at styre. Fire år efter lod han forpagtningen gå over til ejendom og opgav samtidig styret af haven og skovene, hvorimod han forbeholdt sig hovedbygningen til beboelse for sin og sin kones levetid, og her døde han 27. februar 1875.
De mest fremtrædende træk hos ham, siger Frederik Barfod, var en levende retfærdighedsfølelse samt en gennemgående sandhedskærlighed, der var parret med den største grad af beskedenhed, ja vel egentlig ydmyghed. Han havde mærkværdigt ringe tanker om sig selv, om sine egne evner, sine egne kundskaber, sin egen kraft og dygtighed. Han var i højeste måde fredsommelig og stilfærdig, og dog var han af naturen heftig. Men i årenes løb bekæmpede han stadig sin heftighed, så den kom sjældnere og sjældnere til udbrud hos ham, og i de senere år næsten aldrig. Han var i høj grad ømtålelig, men samtidig i allerhøjeste grad hensynsfuld overfor alle andre, de være høje eller lave, de stå ham nærmere eller fjernere. I det private – som for øvrigt også i det offentlige – liv var han meget tilbageholdende. Han hørte ikke til dem, der har let ved at vise deres følelser. Det samme gjaldt hans religiøse liv. I sine tidligere år gemte han det mest hos sig selv. Men da han i begyndelsen af 50’erne oplevede et åndeligt gennembrud og derigennem kom helt og fuldt til at stole på Guds nåde, blev han frimodigere i bekendelsen.
I 1902, rejstes i Skærsø Skov en mindesten med følgende indskrift, formet af Poul la Cour i Askov: ”Lauritz Ulrik la Cour købte i 1825 Skjærsø som den gang var i forfald. Trofast støttet af sin hustru Ellen Kirstine f. Poulsen nåede han som ejer indtil 1871 at opbygge gården tilvejebringe besætning opdyrke marken og kæret og opelske skoven. Og Gud velsignede hjemmet. Efterkommere i 8. slægtled rejste Stenen 1902 Hundredåret for hans fødsel.”
Han blev gift den 5. oktober 1833 i Rolse Kirke med Ellen Kirstine (Stine) la Cour (f. Poulsen). Hun blev født den 26. december 1809 på Nørlund og døde den 5. marts 1875. Hun var datter af Niels Poulsen til Rolsegård og Dorte Dinesdatter. Hun var i 1825-26 på syskole i Randers hos Severine Kathrine Heni, der havde en meget agtet skrædderskole for unge piger. Indtil sit bryllup styrede hun huset for sine brødre på Rolsegård. Vi indføjer her en gengivelse af det brev hvorved Lauritz Ulrik den 16. oktober 1832 meddeler sin bror Peter (nr. 53) om sin forlovelse. Vi synes, at det er det værd—et hyggeligt vidnesbyrd fra gamle dage:
”Kjere gode broder Peter!
Vær ret meget takket for din på formodning i sidste skrivelse meldte lykønskning, hvilken jeg da også så omtrentlig kan tilegne mig; det vil sige, en kæreste har jeg fået mig, men ingen håb om endnu med det første at kunne hjemføre en kone. De omstændigheder, der hindrede mig i, ej efter mit inderligste ønske sidst da jeg skrev, at kunne meddele dig noget nærmere om min forlovelse, er nu hævede, og tør jeg altså denne gang fuldføre dette. Hør altså! Min piges navn er Stine Poulsen. Hun er fra Roelsøgaard, hvilket hendes afdøde fader har ejet. Hendes moder lever, er en kone på hen ved de 60, og
bor der endnu. Hun har 5 brødre, hvoraf to ejer gården. Hendes alder er 22 år. Kære Peter, hvor lykkelig jeg føler mig ved denne forbindelse kan jeg ikke nok sige dig; thi den er ej alene grundet på den ømmeste kærlighed, men tillige på højagtelse og på den fasteste tro om, at hun i et og alt besidder de egenskaber, der udfordres til at gøre en mand som mig lykkelig. Jeg vil nu ikke videre udbrede mig over denne genstand, men vil bringe dig de mange venlige hilsner, som hun har overdraget mig til dig. At jeg for øvrigt lever såre vel, samt har i år avlet udmærket godt vil jeg ikke forbigå, da jeg ved, at også dette kan interessere. Jeg vil slutte nu, idet jeg på det kærligste hilser dig fra min pige som mig selv. Lev vel!
Din stedse hengivne broder
Lauritz la Cour”
Som ung var hun rank, smidig og kraftig, af middelhøjde, med smukke, regelmæssige træk, af hvilke der lyste mildhed og godhed. Hun havde mørkebrunt hår, en hvælvet pande og venlige, blågrå øjne. I efteråret 1829 gav hun Lauritz Ulrik sin tro, og fire år efter stod brylluppet på Rolsegård. “Hun blev”, siger Frederik Barfod, “sin mands trofast hengivne veninde, hans ømme og kærlige hustru, den årvågne, omhyggelige og samvittighedsfulde moder for hele den store børneflok.” Hun ejede en levende slægtsfølelse, der gav sig mange udslag, først og fremmest overfor hendes børn og børnebørn, men dernæst også overfor den store slægt, hun hørte til og blev giftet ind i. Hun havde en mærkelig evne både til at være glad og gøre glad, til at jævne og ordne alt, hvor der kunne være en eller anden kurre på tråden, og til at finde udveje, hvor andre kun så alle sunde lukkede. Hun var yderlig nøjsom og sparsommelig, flittig og virksom, gavmild og hjælpsom. “Et fremtrædende træk hos dem begge”, har Pauline Worm sagt om Lauritz Ulrik og hans kone, “var deres storladne gæstfrihed, deres venlighed, rundhåndethed og godgørenhed både mod gamle og unge, der savnede et hjem.”
Og Morten Pontoppidan, der som 14-årig dreng gæstede Skærsø, skriver: “Skærsø var en dejlig stor gård i skønne, ægte jyske omgivelser. Man befandt sig mellem hjertelige, livlige, stovte og smukke mennesker. Man deltog i et dagligt liv, der var præget af velstand og en vis herskabelighed, men dog tillige af noget hyggelig-jævnt og noget vist poetisk – noget i god præstegårdsstil. Man havde det godt på Skærsø og blev forsynet både på sjæl og legeme.” Hun døde seks dage efter sin mand, den 5. marts 1875, efter få dages sygeleje, men om hendes sidste vandring fra dagligstuen på Skærsø den dag, hendes husbond havde lukket sine øjne, skal her gengives den skønne skildring, der skyldes hendes ældste søn, Jørgen (nr. 69), og om hvilken, der er blevet sagt, at den “er af en så betagende højhed, at den kun har få sidestykker i vor litteratur”. Om eftermiddagen følte hun smerter i sin højre side og om aftenen kl. 8 blev hun overfaldet af heftige kuldegysninger, hvorfor hun snart blev enig med børnene i, at hun måtte gå i seng. Og så hedder det: “Hun rejste sig da, men til det gamle sovekammer kunne hun ikke gå. Fader var der nok, og han var der dog ikke. Kaminilden brændte ikke længere derinde, der var mørkt og koldt, – hun var blevet husvild, den kære, gamle moder. Og hvor kunne hun nu bedre søge hvile end oppe blandt sine døtre i jomfruburet. Aldrig glemmer jeg dette syn: Omringet og fulgt af sine fire døtre og hyllet tæt ind i sit sjal skred hun stille igennem stuen. Hendes gang var let og ligesom svævende, men hendes skikkelse var bøjet som om hun var blevet flere år ældre. Og dog hvilte der en forunderlig højhed over hende, og en mærkværdig klarhed ligesom lyste om hende. Da hun stille og mildt, alt som hun nærmede sig døren, hilste sit godnat til os sønner, der stod i den anden side af stuen, blev vi således tagne af højheden og fredlysningen, at vi uvilkårlig følte os som bundne til pletten. Ingen af os vovede at bryde stilheden eller standse hendes gang ved at gå frem og række hende hånden til godnat, men vi bøjede os dybt. Et stort syn drog forbi vore øjne: Vor moder gik sin sidste vandring hernede. Hun begyndte den samme gang, som fader nys havde tilbagelagt, for at de samlede kunne stedes for Guds åsyn. Dybt og alvorsfuld lød røsten til os, hjertet bævede, øjet fyldtes, døren lukkedes, og – vi stod ene i stuen: I morges drog fader hjem. Nu forlod også moder os. Gud fader skænke os alle af sin nåde en salig mødestund for aldrig mere at skilles.” Sammen med sin mand blev hun begravet fra Dråby Kirke den 11. marts 1875.
Nogle dage efter Lars la Cours død stod nedenstående digt at læse i Randers Avis med undtagelse af de to sidste vers, der føjedes til, da Ellen Kirstine Poulsen ugen efter havde fulgt sin husbond i døden.
Stille, stille, hver en stridens stemme,
Døgnets storme, tier ved hans grav!
Han var fredsæl, Gud ham fred
i gemme og i eje gav.
Man har sagt det tit: Guds børn vi kende på,
at verden hader deres færd; er det sandt vel?
havde han en fjende,
han, som hviler her?
Er det ved hans båre først,
det klinger, Ordet om hans stærke, milde sind,
om den hjertets skat,
som frelst han bringer nu i havnen ind!
Nej — han fik den sjældne, store lykke:
alle mødte ham med kærligt blik,
Venner stod der for hans hånd at trykke,
hvor han kom og gik.
Han var elsket, æret af de ældste,
medens småbørn leged ved hans knæ,
han, der nu har Plads blandt
Herrens frelste under Livets Træ.
Rigt velsignet blev hans faderhjerte,
ingen af de mange gav ham Ve,
før hans øje brast, en nyfødt kærte
end det skulde se.
Og mens stammens navn til
fjerne lande båret blev af nye kræfter frem,
sank hans livssol under dødens strande,
og hans sjæl gik hjem.
Hjem — og hjemmets perle fra det lavet
og han med sig; Båndet var så fast,
at, før jorden tik hans støv som gave,
hendes hjerte brast.
O, hvor skønt er livet, når dets sommer
følges af en høst så rig og fro!
og hvor skøn er døden,
når den kommer som til disse to!
Lauritz Ulriks og Stine Poulsens liv er beskrevet i bogen “En Dansk Landmand” af Morten Pontoppidan fra 1915, der findes i Slægtsarkivet. Vi slutter her ved at gengive nogle ord hentet fra Ebeltoft Avis den 17. marts 1875: ”… Hans hustru og børn skattede ham i fuldeste mål, så op til ham med den agtelse, hvorpå han havde et så gyldigt krav, og omsluttede ham med den kærlighed, der vokser, men aldrig ældes og når ud over tid og rum. Derfor var hans hus et kærlighedens hjem for alle, som søgte det, et hjem, hvori enhver, det være sig lærd eller læg, rig eller fattig, blev modtaget med milde øjne og gode ord, ja et hjem, hvorfra man gik bedre ud end ind, havde man kun selv syn og sans for et stille, kristeligt livs velsignelse”
(10 børn – Nr. 67-77)
I 1902 – 100 år efter hans fødsel, blev der rejst en min- desten i Skærsø Skov med følgende indskrift:
Lauritz Ulrik la Cour købte i 1825 Skjærsø som den gang var i forfald
Trofast støttet af sin hustru
Ellen Kirstine (f. Poulsen) nåede han som ejer indtil 1871
at opbygge gården
tilvejebringe besætning
opdyrke marken og kæret
og opelske skoven
og Gud velsignede hjemmet
