Han blev født den 26. januar 1805 i Odder og døde den 16. marts 1865. Han var søn af Jørgen la Cour og Charlotte la Cour. Han var kun 4 1/2 år, da hans far døde, og havde som følge deraf kun få minder om ham fra tiden, før han blev syg. Derimod stod de sidste dage tydelig for ham. Han mindedes således, hvordan han og den tre år ældre bror, Lars (Lauritz
Ulrik), lå sammen oppe på et lille loftsværelse og talte om, hvordan det skulle gå, “hvis fader døde”. Lars
sagde da barnlig fortrøstningsfuldt: “Vi kan nok hjælpe moder. Jeg kan godt pløje, og du, Christian, kan harve.” – Om hans første barndom vil vi for øvrigt lade hans datter, Georgia la Cour Petersen (nr. 83), fortælle: “Min fader har tit udtalt sin glæde over, at han fik den lykke endnu nogle år efter sin fars død at blive hjemme hos sin moder. Intet steds var der for ham hyggeligere end i det lille hjem i Odder, hvor hans moder og tante Worm hjalp hinanden med husets arbejde og sad venligt sammen ved deres rok, mens drengene også tidligt lærte at gøre gavn med deres hænder. Deres moder gav dem den første undervisning både i de almindelige skolefag og i at strikke. Da fader var 10 år gammel, havde han kun de strømper, han selv havde lavet. Og når han siden så travlhed med gulvvask og stor rengøring, kunne han tit udbryde: “hjemme hos min moder i Odder blev gulvet kun skuret 4-5 gange årligt, men aldrig har der noget sted været renere og kønnere end der, når vi drenge sad ved vort strikketøj hos hende og tante Worm, mens det hvide, nystrøede sand stod i toppe på gulvet eller var fejet i flammer, ilden brændte i kakkelovnen, og de sang eller fortalte historier for os.”
Christian havde gode evner og let ved at lære, så det var tidligt hans ønske at blive præst, men derom kunne der slet ikke være tale, da hans mor ikke kunne få råd til at holde ham til bogen. Hvordan det gik til, at han alligevel nåede frem dertil, har både han og moder tit fortalt os. Jørgen la Cour havde en halvfætter, Albert Philip Bregendahl (1771- 1835), som var præst og amtsprovst i Skive. Da denne en gang i sommeren 1815 kom til Aarhus, traf han Jørgen la Cours enke hos fælles bekendte. Han spurgte deltagende til hende og hendes børn og fik det svar, at det gik dem og hende ganske godt. “De tre ældste drenge kom straks ud til gode venner, som har lovet at tage sig af dem, så det er kun Christian og Carl, jeg har hjemme”, sagde hun og føjede til: “Christian ville jo gerne være præst, men det kan jeg ikke få råd til at hjælpe ham frem til, skønt han er vel begavet. Han er også nem på fingrene, og jeg tænker, når han bliver stor, at få ham i snedkerlære, da jeg håber, han også nok kan blive en dygtig snedker.” Bregendahl svarede hertil: “Er det hans alvor, at han gerne vil læse, så kan De sende ham op til mig i Skive. Jeg har selv et par drenge, som han kan gå i skole sammen med, og så får vi ham nok hjulpet frem til student.” Da Lotte Guldberg kom hjem og fortalte ham om sit møde med Bregendahl, blev han meget glad over på den måde at få sit ønske om skolegang opfyldt, men samtidig har han sikkert følt det som meget svært at skulle bort fra sit hjem og alt, hvad han der var sammenlevet med. Den dejlige natur i Odder og hele barndomslivets rige minder stod til hans sidste time i en yndefuld glans for ham, men i det alt sammen stod billedet af hans mor som det, der strålede ypperst. Samlivet med hende blev nu så godt som afbrudt og på en vis næsten afsluttet.
Det var i sommeren 1815, at Christian kom til Skive. Fra Odder kørte madam la Cour og hendes to sønner, Christian og Carl med den gamle karl, Jens Rask, som kusk i egen vogn derop, men da de nåede bestemmelsesstedet, var Bregendahl og hans kone borte fra hjemmet nogle dage til et bryllup hos nogle af deres venner på landet. De vidste ikke bestemt hvilken dag, madam la Cour ville komme der med sønnen, men var bange for, det ville ske, mens de var borte. Det blev da særlig pålagt jomfru Møller, som i mange år var husjomfru hos dem, og husets øvrige folk at tage så godt mod de ventede gæster som muligt. Alle var de spændte på deres komme, og da pigebørnene, Marie (f. 1803) og Bine (f. 1809) en af aftenerne gerne ville have jomfru Møller med ud at spadsere, skete det kun på den betingelse, at de skulle gå ad den vej, hvorfra de fremmede kunne ventes. Det var en yndig sommeraften, rimeligvis sidst i august, og de havde ikke gået langt, før de så en vogn komme mod dem, hvori der sad en ikke ganske ung, men meget smuk kone ved siden af en ældre tjenestekarl med en lille dreng mellem sig og en lidt større dreng på en skammel ved deres fødder. Det var Lotte la Cour med sine to drenge, Christian og Carl, og hendes gamle tjenestekarl, Jens Rask. Det slog straks jomfru Møller, at det måtte være dem, de ventede. Hun og småpigerne vendte skyndsomst om og nåede ad en gensti præstegården, før vognen kunne være der, så de kunne stå og tage mod gæsterne i gården, da de kom der.”
“Min moder [thi den lille, da seksårige Bine ægtede mange år efter Christian la Cour] så her for første og eneste gang sin tilkommende svigermoder”, fortæller datteren, “og det samme tiltalende indtryk gjorde hun på hende, som så enstemmig fra alle sider har lydt om Lotte Guldberg. . . Men hvad der den aften gjorde mest indtryk på den lille 6-årige Bine var dog den godt 10-årige, alvorlige og noget forknytte Christian, som hun vidste nu skulle blive her i hendes hjem. Hun ville gerne i lag med ham, men havde ikke rigtig mod til at nærme sig ham, så hun stod udenfor dagligstuedøren og kiggede ind til ham, idet hun sagde: “Tit, tit, du lille, fremmede dreng.” Senere måtte hun tit døje sine brødres skoser, “fordi hun den allerførste aften, hun så Christian, selv havde friet til ham.” Mange år efter som ung latinskoleelev eller student drømte han, at han som præst i Odder gik sammen med Bine som sin hustru i præstegårdens lund under de nys udsprungne bøge. Denne drøm blev både for ham og hende som et tilsagn om, at de engang skulle få deres kæreste ønske opfyldt at komme til at bo sammen på det sted, hvor hans far en gang havde håbet at bo i den gerning, som både far og søn helst ville leve i og for.
De så som ældre ægtefolk med tak og glæde drømmen blive til virkelighed, men det var desværre kun så kort de nød glæden deraf, da Christian kun levede fire år som præst i Odder. Gennem syv år fik Christian la Cour nu sit hjem i den lille, hyggelige købstad Skive, som dengang lå kønt med frodige marker og grønne enge lige ned til Limfjorden. En rummelig præstegård med bindingsværksbygninger og en stor have gav børnene gode lege- og tumlepladser. Der var avl og landhusholdning til præstegården. Der blev ført et meget gæstfrit hus og plejet stor selskabelig omgang med byens og omegnens embeds- og herregårds-folk. Kom der fremmede rejsende, hvis vej faldt igennem Skive, var der ingen så god og hyggelig gæstgivergård i byen, at honoratiores havde lyst at benytte den, men søgte hellere bedesteder i private huse, og vist ikke mindst i præstegården, hvor de altid blev vel modtagne.”
Christian blev sat i borgerskolen, hvis førstelærer, cand.theol. R. Rasmussen, der siden blev præst i Håsum og Ramsing, forberedte ham til Aarhus Latinskole, i hvilken han blev optaget i 1822, og hvorfra han blev student i 1824. Samme år blev amtsprovst Bregendahl forflyttet fra Skive til Frelsers Kirke i København som sognepræst, den samme kirke, hvorved Grundtvig siden 1822 var kapellan. Samtidig med at Christian la Cour studerede teologi, var han lærer først for sine tre tilkommende svogre og senere (fra marts til oktober 1827) for sine halvbrødre, Frederik og Peter Barfod. I 1831 blev han teologisk kandidat. Gentagne sygdomstilfælde havde medført, at han først fik sin embedseksamen syv år efter at han var blevet student. I 1832 blev han personel kapellan i Fakse og lejede der et lille hus, som tidligere havde være bolig for hans stedbror Magnus Barfod, da denne var kapellan der. Den 30. december 1835 holdt han bryllup i Ønslev med Caroline Jacobine Bregendahl.
“I det lille kapellanhus” skriver hans datter Georgia “levede fader og moder så omtrent to lykkelige år. Indtægterne var vist kun små, men moder har tit sagt, at en sorgløsere tid i økonomisk retning havde de aldrig siden oplevet. En dejlig egn med de videste udsigter over den frodige, sjællandske natur gjorde dem glade og desuden at færdes mellem mange kendte, gode venner der på egnen, hvor de mødte megen venlighed. Fader var afholdt og begavet som præst med “et smukt organ og en køn og fyldig sangstemme.” At være præstekone, hvor han var præst, var moder fuldt ud nok. Måske havde han heller ikke endnu den gang følt noget savn, men længe tror jeg ikke det varede, før det blev ham en hjertesag at kunne røgte sin præstegerning på en bedre og mere levende måde, så han savnede snart et fyldigere åndeligt liv.” I 1837 forflyttedes Christian la Cour som sognepræst til Nimtofte og Tøstrup, tæt ved den nuværende Ryom Station.
Om barndomshjemmet i Nimtofte skriver Charlotte Lillelund (nr. 78), Christian la Cours ældste datter (f. 1836): “Mor elskede Nimtofte, der stod for hende som det dejligste sted. Den hyggelige dal som åen løber igennem mellem de høje banker, der er bevokset med skov, krat eller lyng, er som en lille oase i den ellers temmelig magre og ensformige egn. Haven, der gik ned mod åen, hvor der blev anlagt badehus – og længere henne lysthus. Efter at han først havde fået jorden gjort bekvem ved den tids dræning og arbejde, da det meste af den var eng, blev den beplantet med forskellige slags buske og træer, hvor der var mest vådt. Men i en større del af den dyrkedes peberrod, kommen og asparges, der var sjælden på den tid. En høj lyngbakke nær ved beplantede han med grantræer, som han havde sået og opelsket i haven. Og i et krat lidt længere borte fik han gange skåret ud og et stort rundt lysthus lavet, som han overraskede mor med et år på hendes fødselsdag, d. 9. juni.”
Ved folketællingen i 1840 boede Christian og Jacobine på præstegården i Svenstrup By, Nimtofte Sogn, med deres to døtre Christine Charlotte (nr. 78) og Karen Marie (nr. 79), Jacobines faster Ane Dorothea Bregendahl, den forhenværende præsts enke og dennes tjenestepige, samt otte tjenestefolk. Christian la Cour var en for den tid såre dygtig og påpassende landmand, ja man påstod endogså i 1845, dog måske med nogen overdrivelse, at hans præstegård var det bedst drevne avlsbrug i amtet. Noget må der imidlertid have været om det, for hans ry som landmand holdt sig således, at hans datter, Charlotte, hørte det bekræftet ved et besøg, hun aflagde på egnen efter 60 års forløb. “Han færdedes”, skriver datteren Charlotte, “meget omkring blandt folk, var altid jævn og ligetil i sin færd og kunne harmes, når han mærkede nogen blev overset. Sådan husker jeg tydeligt engang han kom hjem som rigsdagsmand og fortalte om sine oplevelser på rejsen, der den gang, da de i postvogne blev ført frem, tog længere tid end nu. De rejste sådan fire herrer sammen – tre rigsdagsmænd og en yngre, livlig mand, der fortalte om sine oplevelser i fremmede lande og ret underholdt selskabet, der med interesse hørte på ham, indtil de opdagede, at han var skomagersvend og som sådan havde rejst. Da blev der tavshed, og ingen af de to havde flere spørgsmål at gøre ham. I selve de sogne, far var præst for, tror jeg ikke, han vandt så stor tilslutning eller fandt forståelse. Det var mere længere ude omkring i Nørreherred, hvor han fandt ligesindede.
Han fik i 1842 dannet en såkaldt landkommunalforening i Grenaa, hvis formand han var gennem flere år, og den arbejdede for forskellige, almennyttige forbedringer.” I 1848 blev Christian la Cour valgt ind i Rigsdagen, og opholdet i København fik betydning for hans udvikling i kristelig henseende. Samlivet med de andre frisindede, kristelig vakte mænd blev han glad ved. Der var så meget, de kunne dele sammen, uagtet han senere beklagede, at politikken fik alt for megen overvægt, så deres samtaler mest handlede herom. Så fik han også godt udbytte af jævnligt at kunne gå i Vartov og kunne høre Grundtvig eller P. Boisen. Og salmesangen i Vartov i de år var jo noget helt nyt og hidtil ukendt, der særlig greb ham. I hjemmet hos onkel Frederik [Barfod], hvor han jævnlig kom, blev de igen sungne, og om tante Emilie, der var sjælen dér, samledes mange ligesindede unge, og far var glad ved at færdes der og glad for at bringe de ny sange med hjem, så jeg godt husker han med glæde og liv sang dem hjemme og lærte os børn dem: “Et barn er født”, “Lovet være du Jesu Krist” og de andre, der først kom frem i Vartov.
Før 1848 var hans prædikener vistnok mest æstetiske, men alligevel alvorlige, antagelig meget påvirkede af Mynster, hvis billede sammen med prof. Clausen og Thorvaldsen hang på væggen i dagligstuen i Nimtofte. I Ålsø kom de ind i havestuen, mens Grundtvig, Birkedal og Fr. Boisen kom i stedet for, og i Odder tror jeg ikke, de kom på væggen.” Han trak sig tilbage fra arbejdet i Rigsdagen i 1852. Dels var hans helbred mindre godt, dels voldte forholdene inde i Rigsdagen frisindede mænd mange skuffelser. I efteråret 1853 forflyttedes han til Ålsø og Hoed. I Ålsø var forholdene på mange måder anderledes end i Nimtofte. Han fandt bedre forståelse, og der samledes flere om hans forkyndelse, ligesom der også var flere, der især om søndagen fandt vej ind i præstegården, hvor samtalerne tit blev til fælles bestyrkelse. Og han havde selv glæde og udbytte af at færdes omkring mellem folk. Han udvikledes meget i de år, han var i Ålsø, ved omgang med forskellige alvorlige, kristelige mænd, både lægmænd og præster, der blev hans venner. Han læste en del, og hvad han særlig var glad ved, tror jeg nok, var, hvad Birkedal skrev, hans “Synd og Nåde” (1848-49) og senere “Nådens sorg og sorgens Nåde” (1855-57). Også Hofackers prædikener, oversat fra tysk, men da især Wexels’ prædikener og andre skrevne ord hjalp ham til at få lys over et og andet, han i tankerne syslede med, som nu de ord: “Nedfaren til dødsriget”. Det blev ham en stadig og kær tanke, så han ofte talte derom. Ret et bevis for ham på Gud faders kærlighed, at ikke alene de mennesker, der her på jorden fik øje og øre for Guds nåde mod syndere, blev Guds kære børn, når de i troen ville høre ham til; men at der også for dem, der var gået bort uden at have hørt ordet her, eller uden at de her rigtig havde fundet vej til deres hjerter, så de virkelig kunne forstå det, var omvendelse eller nåde at finde i dødsriget, så vist som Jesus Kristus havde været der og talt sit ord: “Så enhver, der er af sandhed, skal høre min røst.”
I Ålsø virkede han til 1861, da hans ungdomsdrøm gik i opfyldelse, idet han kaldedes til sognepræst i Odder. Det havde været en rig og betydningsfuld tid både for ham selv og for dem, han levede og færdedes iblandt. I sin afskedsprædiken var det, at han til slutning sagde de ord, der blev ihukommet: “Det er ikke bisper eller præster eller højlærde mænd, der i grunden har hjulpet mig frem og bragt kristendommen ind til mig, men det er omgangen med jævne bønderfolk på landet.” – Disse ord blev ilde optaget forskellige steder, og bispen [antagelig Gerhard Peter Brammer] blev forarget ved at høre derom. Han færdedes netop ved denne tid på egnen, men kom ikke til os, fordi vi skulle flytte. Det var lidt svært for ham at bryde op i Ålsø, hvor han havde haft så gode år og fundet så god forståelse. Men hans helbred var blevet svagere, og han havde ondt ved at bestride gerningen der, som han gerne ville.
Kort efter sit komme til Odder blev han alvorlig syg af lungebetændelse, og det gentog sig flere gange den første vinter, så han aldrig blev rigtig kendt med folk dernede, hvilket var ham en stor sorg og skuffelse, da han havde så god en vilje og så godt et håb til sin gerning. Tilfældigt er der bevaret et brev dateret den 6. april 1862 fra ham til hans bror Lauritz (nr. 52) skrevet i denne for ham så svære tid, og vi føjer nogle linjer af det ind på dette sted, da de viser os med hans egne ord, hvad der bevægede hans sjæl. Brevet blev skrevet af en anden efter hans diktat, da han ikke selv så sig i stand til at skrive:
”Min kære gode broder! … Her i Odder har
vi den sidste tid ikke haft det efter ønske, da jeg igen er blevet lagt ned ved en fornyelse af den samme brysthistorie, som denne gang blev til en temmelig hårdnakket betændelse, så jeg efter at have ligget i tre uger først så småt begynder at komme op. At jeg fortæller dig det, er til dels fordi det fører adskilligt andet med sig. Min læge krigsråd Schæffer erklærede nemlig bed bestemthed, at jeg for det første ikke kunne eller måtte bestride mit embede selv, og at jeg det første årstid i det mindste måtte have en medhjælper. Det var mig en hård pille at døje; men hvad skulle jeg gøre? Lægens mening var jo inappellabel. Da traf det sig så heldigt, at kapelan Otto Møller fra Gylling, som med stor udholdenhed og venskab har hjulpet mig til rette, kendte en anset kapelan Kirkeby fra Ranum, som han mente havde lyst til at flytte, og som der er korresponderet med. Får jeg nu ham til medhjælper så kommer det til at se således ud, som om en kapelan beskikkes mig for livstid, men det får jo være, da jeg derimod opnår at få ham des hurtigere og for kort eller lang tid, efter som jeg måtte trænge til ham. Det kan jo nok skønnes, broder, at dette vil hjælpe til at forøge de økonomiske vanskeligheder, men hvad skal man sige, er det en nødvendighed, så hjælper Vorherre vel nok igennem. Endog dikteringen trætter mig, derfor endnu kun kærlige og oprigtige hilsener Christian.”
Ved Christians begravelse talte bl.a. Otto Møller, der i sin tale sagde: “Ja, således vil han altid stå for mig, der dog først så ham, da det lakkede ad aften for ham og dagen hældede, således vil jeg altid mindes denne forløste stridsmand som et ærligt og trofast vidne om den nåde og sandhed, Vorherre Jesus Kristus åbenbarer for sine venner. Han boede jo til sidst i en skrøbelig og faldefærdig hytte, og han talte tit så ydmygt om, hvorledes hans gerning svarede til det kald, hans Herre havde givet ham. Og ingen af os kunne jo ønsket, at han skulle have talt anderledes om sig selv, da ydmyghed uden sammenligning er et kristenmenneskes smukkeste dragt. Men hvad de alle så godt ved og mange gange vil glædes ved at betænke, tør vi også udsige, at hans vidnesbyrd var ret om nåden og sandheden, fordi det var både nådigt og sandt. Han var så mild i al sin dom, fordi han havde modtaget stor nåde af Vorherre. Og hans vidnesbyrd var sandt, fordi han
ville kun bevidne det, han havde set. Der lever og dør mange præster, der forkynder nåden og sandheden i Kristus, men få, der også forkynder den nådigt og sandt. Således gik han i sit hus – mild af nåde og nidkær for sandhed, sådan mødte han altid mig med et mildt og ærligt øje, sådan vil han stå i mindet for mig, og derfor føler jeg, at vi alle må takke vor himmelske fader, fordi han velsignede ham således, at vi kunne se det med vore øjne: Han lignede den enbårne, hvem det hedder om, at han var fuld af nåde og sandhed.” Hans halvbror, Frederik Barfod, skrev “Han var en ret Natanael, i hvis hjerte der ikke fandtes svig, og i et mål som de allerfærreste vedblev han at vokse i tro og troens frimodighed, så længe han levede.”
Den 30. marts 1865 indrykkede Poul la Cour (nr. 74) dette digt i Aarhus Stiftstidende:
Der gik en yngling under Sjællands bøge En sommeraften rød, da solen sank. Skovduen kurred uden frygt for høge,
I østen alt steg månen fuld og blank;
Hvert blad, der skælved, kaldte for hans tanke
En hær af lyse barndomsminder frem:
De grønne kroner og de stammer ranke,
Dem kendte godt han fra sit første hjem.
Han hvilte sig. Halv vågen, halvt i slummer
Han drømte om den jyske landsby hist,
Hvor møllehjulet går, og åen krummer
Sig mellem engens blomst og lundens kvist,
Og drømmens syner veksled for hans øie,
Mens håb og minder slutted lønlig pagt;
Han så sig selv for altret knæ at bøie
Som ordets præst i kirkens sorte dragt.
Og medens alt sig nattens lamper tænde,
Og høiere iblandt dem månen står,
Han ser sig vandre arm i arm med hende,
Han fæsted sig til brud i tidligst vår;
Han seer dem begge gå i æblehaven,
Hvor træet står i majdragt hvid og rød —
Da går et vindpust gennem lundens skød,
Det bæver sagte som en røst fra graven.
Og år gik hen. Som ordets tro forkynder
Han stod alt længe i sin Herres hus;
På klippen bygged han og ej på grus,
Hvor tidens flod sig frem mod målet skynder.
Hans røst var mild, men alvorsfuld hans tale;
Han vel forstod hvert hjerte stedt i nød;
Han lærte sjælen, vakt af syndens dvale,
At grunde livets håb på Jesu død.
Et hjerte rigt, en ånd af Gud benådet:
For ret og sandhed det ham fremad drev.
Han havde været med i folkerådet
Og sat sit navn på Danmarks frihedsbrev.
Et fremmed navn. Mod nord var slægten draget,
Frankrigs børn blev Pavens trællekuld;
mødrearv den havde taget var så dansk som agrens guld.
For længe siden var hans bryllup feiret,
Da Men alt i Et sind, der
Sølvkrandsen alt om
brudens Og om de to forlængst sig havde lejret
En flok af glade børn, ej længer små;
Men dog en føie stund kun hjemmets hygge
Fandt manden der, hvor barnets vugge stod.
Alt var han træt; alt daled aftnens skygge;
Alt graved døden på hans hjerterod.
Det er forbi; nu er han borte atter
To friske grave over sneen stå,
Der hviler præsten og hans yngste datter,
Til Herren kommer høit i skyen blå.
Fred med din ånd! Farvel min ædle frænde,
Min faders ven! — Har du ham fundet hist?
Fred med dit minde, og Guds fred med hende,
Der gik med dig i tro på Jesus Christ!
Mens livet veksler om og tiden skifter,
Og slægter synke ned i gravens muld,
Det står dog evig fast, som Herren stifter,
Den gode hyrde, han, som var dig huld.
Christian blev gift den 30. december 1835 med Caroline Jacobine (Bine) la Cour (f. Bregendahl). Hun blev født i 1809 og døde den 19. februar 1871. Hun var datter af provst Albert Philip Bregendahl og Karen Marie Mørch. Hun tilbragte fra 1832 tre år hos sin tilkommende mands kusine Cathrine Elisabeth Kaskade Thørche (nr. 102), gift med Jørgen Nissen til Boderupgård på Falster. Hun vedblev efter sin mands død at bo i Odder. Hun var en inderlig from, blød og kærlig sjæl, der bar på et skrøbeligt legeme fra ungdommen af. (8 børn – Nr. 78-86)
