Han blev født den 2. august 1808 i Odder og døde den 13. december 1880. Han var søn af Jørgen la Cour og Charlotte la Cour. Han var kun 1 år gammel, da hans far døde. Som vi ved, var forholdene trange hos Lotte Guldberg, og sønnen Carl, der var ene hjemme, medens hans fire brødre blev taget i huset forskellige steder, fortæller, at han levende erindrede, at hans mor “mange gange med mig i sine arme græd sine bitre tårer for vort udkomme.” Under sådanne omstændigheder kunne der jo ikke være tale om nogen egentlig undervisning for ham, og indtil sit niende år havde han så godt som slet ikke nydt nogen sådan. Fra november 1820 til maj 1824 var han i huset hos sin fætter Peter Worm (nr. 48) i Hyllested, som forberedte ham til universitetet. Var derpå i Fakse hos sin stedfar og blev student i 1826, dimitteret af sin stedbror Magnus Barfoed. Han tog så til København for at studere, men underviste samtidig provst Bregendahls sønner. Ved denne tid skildrer han sig selv i et brev til Frederik Barfod (1828) således: “Hvad min person angår . . . er jeg som oftest stille og tilbageholden, ikke sjældent melankolsk, ja vel endog undertiden værkelig, hvilket alt sammen for mange mennesker er noget uudståeligt. Hvad den daglige omgang angår, kan ingen have færre pretentioner end jeg. Kun dersom nogen vil nedsætte eller betvivle min dygtighed i et eller andet fag, som skulle udgøre et hovedstudium for mig, bringes jeg i fyr [og] flamme.”
I oktober 1828 kom han i huset hos kantor Lang i Vemmetofte. Han blev der et stykke ind i 1829 (det sidste brev til Frederik Barfod, skrevet i Vemmetofte, er dateret 25. maj 1829) og foretog den sommer sammen med sin stedbror Frederik Barfod, en rejse til Holsten, bl.a. for at styrke deres helbred. De var imidlertid blevet klare over, at de kunne tjene til rejsen ved at Carl optrådte som silhuettør, hvori han havde stor færdighed. De fik deres bror, Kristen Barfoed, der var sagfører i Store Heddinge, til at udfærdige pas for dem, og for at de vanskeligere skulle opdages, blev Carls efternavn med vilje skrevet så utydeligt, at det kunne læses le Coeur. Efter at være nået til Kiel averterede “hr. le Coeur” i bladene om sin kunst, medens “Tjeneren” gik fra hus til hus med reklamer. Det gik udmærket, og folk strømmede til den “berømte” silhuettør. Fra Kiel drog de til Preetz, over Plön og Eutin kom de til Lübeck, derfra til Hamburg og Neumunster og videre over Kellinghusen og Itzehoe til Rendsborg og endte deres rundfart i Kiel, hvorfra et fartøj satte dem over til Lolland.
Efter denne udflugt tog han igen fat på sine studier, og i 1830 blev han teologisk kandidat. “Jeg er som en følge deraf på det punkt, hvor jeg nu befinder mig, det frieste menneske af verden, ikke bunden ved nogetsomhelst bånd, ikke så meget som af en pigelænke, der dog vel ikke kunne være så trykkende, og skulle en meget god lejlighed åbne sig for mig, vil jeg heller ikke være så forfærdelig sky for en vis mands pile” skriver han til Frederik Barfod (november 1830). Dog klager han over sit helbred, der måske ikke engang vil tillade ham at blive i København, hvad han gerne ville, for at studere filologi og derved “befæste mig vejen til en adjunktplads, hvilken nu er min attråe.”
Hurtigere end han havde tænkt sig, gik ønsket om læreplads i opfyldelse, idet han omtrent samtidig kaldtes af universitetsdirektionen til adjunkt i Sorø og af kancellipræsidenten til adjunkt på Herlufsholm og stod nu overfor valget mellem disse. Han foretrak imidlertid den sidste kaldelse. To måneder derefter (i februar 1831) forlovede han sig med Ida Møller, datter af godsforvalteren på Vemmetofte. Jublende meddeler han sin bror Frederik det: “Endeligen har jeg nu fået mit kæreste ønske opfyldt: Ida er min !!! I forgårs oplevede jeg det saligste øjeblik i mit liv, første gang at trykke en elsket genstand i mine arme.” Og de følgende breve bærer vidnesbyrd om hans lykke. “Du kan ikke forestille dig, hvilket liv der nu er oprundet for mig: At være forlovet med en ung pige, der med hele sit hjertes inderlighed klynger sig til sin elsker, det er en lyksalighed, som ingen uforlovet kan fatte eller gøre sig nogen forestilling om.”
Imidlertid blev han syg (i foråret 1832 skriver han, at han en tidlang har været bundet til sengen ved en hård og smertefuld sygdom, der var af feberagtig natur) og for at komme til kræfter måtte han i sommeren 1832 foretage en rejse til Carlsbad, hvor han opholdt sig 4-5 uger. Hjemrejsen gik over Leipzig, Wittenberg, Potsdam og Berlin, men skønt lægerne dernede havde givet ham godt håb, var han ikke fuldt restitueret. “Jeg er temmelig – dog ikke fuldkommen – rask, da søturen satte mig så meget tilbage”, skriver han i august 1832 efter at være vendt hjem til Herlufsholm. Hans helbred var stadig skrøbeligt, og der var tider i hans liv, da han så godt som intet har kunnet udrette. I 1834 kaldedes han til sognepræst for Bjørnsholm og Malle (med bolig i Ranum) og virkede der til 1847. Ved folketællingen i 1840 boede han på Ranum Præstegård med sin hustru, deres to døtre Luise Nicoline (nr. 87) og Georgia Christine Charlotte (nr. 88), seks tjenestefolk og en fattig plejesøn.
De 13 år han var dér, kaldte han ofte sine ”lykkelige år”. Det var, mens Carl var præst i Bjørnsholm og Malle, at St. St. Blicher tiltalte ham i sine indledningsord ved Himmelbjergfesten i 1842 som ”Bulbjergpræsten, også du en ægte gren på den velindpodede samme; du Han var søn af min uforglemmelig, så tidligt hjemkaldte Jørgen la Cour! Himmelbjergpræsten hilser dig.” Carl var selv med blandt dem, der førte ordet, og øvede ”under venskabs maske” som Aakjær siger i sin bog om St. St. Blichers Livstragedie ”en ret unænsom kritik af Blichers stejle nationalisme.” Fra forskellige sider var Blicher blevet beskyldt for konservatisme. Dette påviste Carl var urigtigt, at det tværtimod var liberale ideer, som blev indsmuglet under et fremmed navn. For så vidt støttede han Blicher, men i en en senere tale opponerede han stærkt imod Blichers udtalelser om ”det tydske salt, der ikke duede.” Og han sluttede med at udbringe et Hurra for ”vore tydske brødre, til bevis på, at der ingen bitterhed er i vort sind.” Man bør mindes, at dette skete før 1848 og de senere begivenheder.
I september 1847 forflyttedes han til Helsinge og Valby med bolig i Helsinge Præstegård og kunne i 1872 opnå at holde 25 års jubilæum i dette embede. I talen ved sit embedsjubilæum omtalte han de 13 lykkelige år i Ranum Præstegård. “Der er kun en mørk plet i billedet af hin tid: Det er en lille gravhøj, der gemmer et kært, lille væsen, som vi med sorg og vemod måtte skilles ved. Ellers har jeg kun glade, lyse minder fra hin tid.”
Også i Helsinge havde han glæde af sin virksomhed, så at han endvidere i sin jubilæumstale kunne sige: “..have der … været enkelte, som er blevet borte, så have der bestandig været flere og flere, som er strømmede til, så at kirken stundom har været for lille. Og det er ingen sammenstrømmen fra fremmede steder, nej, det er for den allerstørste del sognets egne børn, hvis lyst til at høre evangeliets forkyndelse i en række af år har været i en stadig stigen. . . Hvilken tilfredsstillelse må det derfor ikke være for mig, at man endnu hører den gamle mand ligeså gerne, som man hørte ham i hans yngre år.” I 1856 blev han provst i Strø og Holbo herreder og den 28. juli 1869 blev han Ridder af Dannebrog. Han gæstede gentagne gange Tyskland, Sverige, Norge, Schweiz, Frankrig og Italien, dels for sin sundheds skyld, dels for at gøre sig kendt med det lavere undervisningsvæsen (særlig gymnastikken) og billedgallerierne. Som afsending tog han del i de “almindelige skolelærermøder” før 1855 i Aarhus, København og Odense. I oktober 1872 tog han sin afsked som provst, og i 1880 som præst.
Carl blev gift første gang den 25. maj 1835 i Vemmetofte med Ida Theodora Wilhelmine la Cour (f. Møller). Hun blev født den 30. december 1814 i Vordingborg og døde den 16. marts 1875 i Dyrhuset ved Frijsenborg. Hun var datter af kammerråd Ludvig Nicolai Møller, siden klosterforvalter på Vemmetofte og Johanne Kirstine Morthorst. Hun tilbragte hele sin ungdom i hjemmet. Hun ledsagede sin mand både til haveudstillingen i Hamburg, på en kanalfærd til Stockholm samt på en Rhin-færd. Hun var en trofast hustru, en kærlig og selvopofrende mor.
Han blev gift anden gang den 26. maj 1876 i Lemvig med Hanne Vilhelmine la Cour (f. Sølling). Hun blev født den 15. oktober 1848 i Rudkøbing. Dødsdato ukendt. Hun var datter af distriktslæge Gustav Emil Sølling og Henriette Cathrine Plum. Hun kom i 1874 til Helsinge som medhjælp i huset, da Ida la Cour allerede i flere år havde været meget svagelig. Hun blev efter sin mands død gift igen den 4. maj 1883 med cand.phil., kantor O. F. Obel i Varde. (3 børn – Nr. 87-89)
