Han blev født den 6. maj 1842 på Skærsø i Dråby Sogn og døde den 28. september 1922 på Trinderup i Hvornum Sogn. Han var søn af Lauritz Ulrik la Cour og Ellen Kirstine la Cour. Han blev døbt den 12. juni 1842, og opkaldt efter sin fars plejeforældre, krigsråd Møller og kone. I 1849-53 gik han i Aarhus Borgerrealskole og i 1853-55 i Latinskolens realklasser. I 1856-58 tjente han hos sine farbrødre Peter la Cour på Margrethelund og Christian la Cour i Ålsø. Derefter blev han i 1858-59 landbrugsuddannet hos sin morbror Peter Poulsen på Dalsgård. Han var hjemme en kort tid, men kom i 1860 på Landbohøjskolen, hvor han i 1862 tog landbrugseksamen. I 1862-64 var han forvalter hos kammerråd J. B. H. Andersen på Gunderslevholm. Han deltog som frivillig (sergent) i krigen i 1864. Derefter blev han leder for Landhusholdningsselskabet og tog sig bl.a. af en stor overførsel af kreaturer fra København til Leith i 1865. I 1866 blev han forvalter på Trinderup i Hvornum Sogn ved Hobro, og to år senere købte han Havmøllen ved Ebeltoft. I 1873 forpagtede han Trinderup af sin svigermor og overlod så bestyrelsen af Havmøllen til sin yngste bror Peter. Han var medstifter af og formand for Landboforeningen for Hobro og omegn i 1874. I 1880 købte han Trinderup og solgte Havmøllen til sin bror. I perioden 1888-1900 var han medlem af en kommission vedr. bevilling af erstatning for skader ved troppeøvelser. I 1894 blev han formand for maskinafdelingen ved landmandsmødet i Randers, og samme år blev han Ridder af Dannebrog. I 1898 valgtes han til landstingsmand for 9. kreds. I 1899 bortforpagtede han Trinderup til sine to ældste sønner, menhavde en del år derefter bolig på gården. Fra 1898 til 1918 var han landstingsmand for 9. kreds. Han sluttede sig til partiet Højre, men stod retselvstændigt. Han havde en agrarisk farvet politik og stod i forhandlingerne om skolevæsen, told- og landboreformer på den yderste højre fløj. Han var en dygtig taler og solid arbejdskraft, en djærv landmandsnatur, som i politiske og faglige spørgsmål stod fast ved sin overbevisning som han forsvarede med kraft og myndighed. (Biogr. leksikon, bd. V, s. 421, Anton Christensen.)
Han blev gift den 29. maj 1868 i Hvornum Kirke med Marie Sophie Utzon Vandborg la Cour (f. Utzon Vandborg). Hun blev født den 11. november 1841 på Trinderup og døde den 11. maj 1909 samme sted. Hun var datter af proprietær, stænderdeputeret Mathias Peter Vandborg og Johanne Vandborg (f. Steenild). Hun lærte i 1866 mejeri og husholdning på Dybvad. (9 børn – Trinderuplinjen)