Han blev født den 18. november 1800 i Odder og døde den 6. februar 1880 på Petersminde i Kristrup Sogn ved Randers. Han var søn af Jørgen la Cour og Charlotte la Cour. Han blev efter sin fars død i 1809 taget i huset af kammerjunker Christian Magnus von Voss på Rodstenseje. Han var i ca. to år elev i en slags realskole i Ribe, men gik straks efter sin konfirmation den 2. april 1815 til søs og rejste på en mængde europæiske havne. Selvom han i 1818 tog styrmandseksamen i København, gik han dog endnu i 1820 som matros til Bahia. Fra dette togt er bevaret et brev (dateret Bahia of St. Salvador 23. december 1820), han skrev hjem til sin stedfar H. P. Barfoed, og hvori det bl.a. hedder: “Capitain Hedemann er en rar mand. Han gør mig alt muligt godt og tager sig meget af mig, jeg elsker ham som en fader, og han vil vist være det, såfremt jeg følger hans råd; når jeg undtager ham, er der ikke et dannet menneske ombord; dette gør mig rigtignok undertiden traurig, men kære fader de kender mit humør, det fornægter sig dog ikke selv.” Senere blev han styrmand og sejlede som sådan. I 1823 blev han taget til fange af spanske sørøvere ved udsejlingen fra Bordeaux, men frigjorde sig ligesom det øvrige mandskab, der bragte sørøverne fangne til København.
Han blev ved med at sejle til foråret 1827, og i efteråret det år gik han i kompagni med sin bror Lauritz (nr. 52) om Skærsø, som Lauritz havde købt to år tidligere. Frederik Barfod fortæller, at Holger var i Middelhavet, da hans mor døde den 23. februar 1826. Et brev, som skulle bringe ham denne nyhed, gik forkert, og måden hvorpå han ved sin hjemkomst blev gjort bekendt med hendes død, bidrog til, at gøre ham ked af sømandslivet. Under et besøg på Skærsø tog det ene ord det andetog han opgav virkelig søen og satte sine penge i Skærsø. Efter at have giftet sig i 1830 førte han og hans hustru husholdningen der, men i september 1832 forpagtede han Meilgaard, som han overtog i maj 1833 og beholdt til maj 1839. I en række år ejede han forskellige gårde, i perioder to på én gang, således i 1835-1848 Obdrupgaarden, 1839-1847 Søholt ved Stubbe sø, 1847-1852 Hjortshøjlund, 1848-1875 Kærgaard og endelig fra 1875 til sin død Petersminde ved Randers. Ved folketællingen i 1840 boede familien på Søholt Sædegård og bestod af Holger og Edle Charlotte, deres seks børn, en huslærer, to husjomfruer, en madpige, en amme, en barnepige, en kokkepige, en bryggerspige, to møllebetjente, en kusk, tre arbejdskarle, en gartner, en smed, to røgtere og en tærsker.
Hans datter Charlotte (nr. 66), har gennem nedenstående linjer ydet bidrag til en karakteristik af ham, idet hun skriver: “Fader var en streng, retfærdig, sandhedskærlig og ærekær mand og tillige i besiddelse af elskværdighed og en fin dannelse, kort sagt en gentleman i ordets bedste betydning. Der var altid ren luft i vort hjem, nutidens ofte lette og slibrige tale var bandlyst. Han var begavet med musisk sans, sang smukt, spillede på fløjte og satte pris på, at hans døtre sang og spillede. Han lod endog den yngstes stemme uddanne hos professor Rung i København, hvad der efter datidens begreb var ret bekosteligt. Han var også en mand, der læste meget og var vel bevandret i god litteratur, og som, da troens lys
tændtes i hans hjerte, særlig læste bøger, der handlede om Guds rige.”
Han blev gift den 28. april 1830 i Hyllested med Edele Charlotte la Cour (f. Ingerslev). Hun blev født den 24. juni 1795 og døde den 15. april 1880. Hun var datter af overkrigskommissær Hans Peter Ingerslev fra Rugaard og Severine Skærsø
Elisabeth Rothe. Hun blev sammen med sine søskende undervist i hjemmet, men kom senere i madame Wederkincils institut i Aarhus, hvorhen godsejerne sendte deres voksne døtre, for at de der skulle undervises i fransk og tysk. Hun tilbragte fire af sine ungdomsår hos sin mors brødre, præsten dr. theol. W. H. Rothe ved Trinitatis Kirke i København og general, kammerherre Rothe, kommandant på Kronborg, og kom derved til at bevæge sig i de bedste, fineste og mest intelligente kredse. Hos dr. theol. Rothe kom mange af datidens berømte mænd.
“Jeg husker således”, meddeler hendes datter “at hun fortalte, at når Weyse var deres gæst, og de gerne ville have ham til at spille, hvad han ikke altid havde lyst til, satte en af husets døtre sig hen og spillede en af hans kompositioner, – så sagde han ærgerligt: “Det spillede De ikke rigtigt”, satte sig derpå til klaveret, og der blev han ofte i mere end én time.” Senere kom hun hjem til Rugård og blev, som nævnt, 1830 gift med Holger Magarus la Cour.
Holger Magarus la Cour og Edle Charlotte Ingerslev holdt bryllup den 28. april 1830 og kunne, som følge deraf, have fejret deres guldbryllup den 28. april 1880. Men den 6. februar dette år døde Holger, og den 15. april samme år fulgte hans hustru ham i graven. Derfor skrives der:
Den dag, der rummer lykkens minder,
Nu blev det stille vemods fest,
Ej brud og brudgom skilte finder,
De atter bo hinanden næst.
En liden stund kun enkefloret
Sig vandt om hendes hvide lok;
Brudedragt hun fulgte sporet
Nys hjemad til den frelste flok.
Hun, som bar smerten uden klage,
Har vundet mer’ end dødens ro;
Og de, som her hun lod tilbage,
De græde stille, thi de tro.
Hun var en dygtig og praktisk kvinde, der styrede sit hus mønsterværdigt og forstod ved små midler at skabe hygge og skønhed i hjemmet. Hun havde stor kærlighed til blomster, og hvor hun end boede, fremtryllede hun en yndig have, som hun selv arbejdede utrætteligt i. Men særlig fremtrædende hos hende var hendes medfølelse med alle, som led ilde. Hendes runde hånd til at give, så den venstre hånd aldrig vidste, hvad den højre gav, overstrålede alt andet. Når husmændene om aftenen forlod Kærgård, var det med en god, rummelig krukke fuld af mad til deres kone og børn. Var der syge mennesker i landsbyen, blev der ofte halve og hele år lavet sygemad til dem. (6 børn—nr. 60-66)
