Han blev født den 10. august 1837 på Meilgård i Glesborg Sogn og døde den 11. september 1908 i Mellerup ved Randers. Han var søn af Holger Magarus la Cour og Edele Charlotte la Cour. Han kom i 1845 i Aarhus Realskole, og i 1848 i Latinskolen samme sted. I 1852-54 lærte han landbrug på Skårupgård og i 1854-55 på Rugård. I 1857 tog han afgangseksamen fra Skårupgård Landvæsensinstitut, og var dernæst forvalter, først på Constantinsborg (1857), derefter på Overbjærg ved Frederikssund (1858) og sidst på Bodal ved Sorø fra 1861 til 18. maj 1864, hvor han blev indkaldt som soldat. Efter endt skoletid blev han ifølge eget ønske ansat ved kaptajn Aarøes Frikorps som menig, og da dette blev opløst i august samme år, overførtes han til 14. regiment og lå med dette i Fåborg til 11. november samme år, da han blev hjemsendt. Han blev dernæst på ny forvalter på Bodal, som han forpagtede fra 1. maj 1870, men fratrådte forpagtningen 1. maj 1882, da han overtog hovedgården Vedbygård i forpagtning. I 1877 blev han direktør i Sparekassen for Herlufmagle og Tybjerg sogne samt Raunstrup gods. I 1888 blev han medlem af sundhedskommissionen i Løve Herred og i 1891 medlem af bestyrelsen for Holbæk Amts Økonomiske Selskab. Fra 1894 til 1900 var han medlem af Rerslev-Rudsvedby sogneråd. Han flyttede i foråret 1907 fra Vedbygård til Mellerup ved Randers, hvor han boede til sin død. Han blev gift den 6. maj 1870 i Farum med
Caroline Amalie Rudolphine Dornonville de la Cour (f. Fensmark). Hun blev født den 19. december 1843 i København og døde den 17. november 1894 på Vedbygård. Hun var datter af generalmajor Johan Henrik Fensmark og Thalia Louise Dorothea baronesse Holck. (5 børn – Vedbygaardlinjen)