22 Johannes Georg la Cour

Han blev født den 2. august 1815 på Møllemosegård, Hillerslev Sogn og døde den 4. december 1882 på Helgenæs. Han var søn af Peder David la Cour og Ane Clausine la Cour. Han startede på Odense Latinskole i 1830 og blev student derfra i 1834. Ved folketællingen i 1840 var han logerende hos familien Krebs, Store Fiolstræde 2. I 1841 blev han cand.theol. og var derefter lærer for sine tre fætre, Niels Peter, Janus og Christian på Stensmark. I 1845 blev han personel kapellan på Helgenæs, og året efter købte han den ene af Kongsgårdene på Helgenæs sammen med omtrent halvdelen af Helgenæs kirkes korn- og kvægtiende. Han solgte gården igen i 1859, men ikke tienden. Den 11. juni 1858 blev han sognepræst på Helgenæs. I sommeren 1880 købte han en bondegård på Holme Mark ved Ebeltoft til sin svigersøn. Han var en nidkær og agtværdig præst, en godmodig og velvillig mand. Særlig blev han husket af mændene i general Ryes hær, der færdedes hos den gæstfri, fædrelandssindede kapellan på Kongsgård, da hæren trak sig tilbage til Helgenæs. Han var en ivrig jæger, og på Helgenæs fandtes ganske god jagt, om efteråret på harer og høns og om sommeren på vildænder, idet der fandtes en del moser på halvøen. Desuden var der selvfølgelig strandjagt, men denne brød Johannes sig ikke om, i al fald ikke om sommeren. Derimod var denne årstids hovedbegivenhed den store, årlige andejagt, til hvilken der blev indbudt gæster fra omegnen, endda helt fra Ebeltoft. Ved slægtsmødet på Himmelbjerget den 9. juni 1882 var han som aldersformand ordstyrer, selvom han på det tidspunkt var meget affældig. Han blev gift den 30. oktober 1845 i Holme med Christine Cathrine la Cour (nr. 30). Hun blev født den 24. juli 1820 på Svendsholm og døde den 25. december 1902 i Ebeltoft. Hun var datter af Otto August la Cour (nr. 12) og Ane Cathrine Strandbygård. Hun flyttede i 1883 til Ebeltoft. Johannes og hans kone var et særdeles hyggeligt ægtepar: Han var svær, bred og gemytlig, rigtig typen på en landsbypræst – hun var en fortræffelig husmor. (3 børn – Helgenæslinjen)

English