Han blev født den 8. juni 1838 på Skærsø i Dråby Sogn og døde den 21. januar 1898 i København. Han var søn af Lauritz
Ulrik la Cour og Ellen Kirstine la Cour. Da han var 8 år gammel kom han i sin farbror Peter la Cours (nr. 53)
kostskole på Margrethelund, hvor han boede, så han kun var hjemme på Skærsø om søndagene. Men da hans far to år efter
købte Jægergården ved Aarhus, blev sønnen sat i realskolen der. Fra denne tid har hans bror, Poul la Cour (nr. 74), bevaret et minde, som her skal gengives med hans egne ord. Han skriver: “Det var mens vi boede på Jægergården ved Aarhus, som fader havde købt, for at Jørgen og de næste brødre derfra kunne få en god skolegang. En landevej skilte haven fra den flade plads ud mod havet. Her var vi nede at lege. Vi kastede med sten, formodentlig for at se, hvem der kunne kaste længst. Jeg lille purk, højst fem år, havde ikke endnu lært den kunst at kaste lige ud, men slog fra højre til venstre, og min sten må være fløjet hen mellem benene på et par forbikørende heste. En mand med et umådelig vredt ansigt kommer fra vognen lige hen imod mig, og en ængstelig anelse gik igennem mig; men i næste øjeblik har Jørgen stillet sig foran mig, og hans villighed til at tage pryglene og hans forsvarstale for min uskyld, der afvæbnede den vrede mand, er mit første indtryk af ridderlighed i denne verden. Det var drengen på 12-13 år – men manden lignede det.”
I 1853 overflyttedes han til Latinskolens realklasser, hvorfra han i 1854 tog afgangseksamen. Det var nu hans ønske at uddanne sig som landmand, men først ville han øge sine kundskaber i de fag, der ligger til grund for landbruget, og han tog derfor til København. Han forberedte sig til optagelse på den polytekniske læreanstalt, ved hvilken der var oprettet
en landbrugsafdeling, og i 1855 bestod han adgangseksamen dertil. Efter et særdeles flittigt studium tog han landbrugseksamen i 1857. Men nu gjaldt det om at lære det praktiske landbrug, og et bedre sted kunne vanskelig findes end hjemme på Skærsø. Her kom han i landbrugslære og var der i 1 1/2 år, idet han dog i den sidste tid gjorde tjeneste som
forvalter for at lære at stå på egne ben. Men allerede i 1858, da Landbohøjskolen var blevet oprettet, og der ved landbrugsafdelingen skulle ansættes en assistent, søgte og fik han denne stilling, som han beholdt til 1. maj 1867. Imidlertid afbrødes hans arbejde ved Landbohøjskolen for en stund ved, at han skulle være soldat.
Han fik ordre til at møde på skolen for reserveofficerer på Kronborg 8. august 1861, men allerede i efteråret 1861 vendte han tilbage til sin stilling ved Landbohøjskolen efter at være blevet udnævnt til reserveløjtnant. Men så kom krigen 1864, og han måtte møde under fanen. Om Jørgen som soldat i krigen har Erik Skram, der var en af hans daværende undergivne, blandt andet skrevet: “Han var en idel officer, mild, fast, klog og omhyggelig uden vidtløftighed. Der stod ligesom usynlige stråler af menneskelighed omkring hans person, og deltagende godhed lyste ud fra hans rødskæggede ansigt. Hans folk elskede ham.” Og han deltog med hæder i kampen. Gentagne gange havde han lejlighed til at vise sit mod og sin rådsnarhed, og 27. juni 1864 udnævntes han til Ridder af Dannebrog for sin djærve og heltemodige optræden ved overgangen til Als, idet han trods ordre om retræte vedblev at holde brohovedet på Dybbøl for at dække de andre tropper, der gik tilbage over broen, og først adlød den tredje ordre, så at hans deling blev den sidste, der kom til at gå over broen. Jørgens oplevelser under krigen i 1864 er beskrevet i bogen “Med Far i Felten” af Vilhelm la Cour fra 1964, der findes i Slægtsarkivet.
Efter krigen vendte han tilbage til Landbohøjskolen, men måtte det følgende år på ny af sted, denne gang dog i fredeligt ærinde. Efter at have forestået folkehøjskolen på Arresødal (ved Frederiksværk) i vinteren 1864-65 berejste han på offentlig bekostning Belgien, Holland, Skotland, Irland, England, Frankrig, Schweiz og Tyskland for at gøre sig bekendt med derværende landbrugsforhold og institutioner, og i 1867 rejste han igen (for Landhusholdningsselskabet) til England. Disse rejser virkede i høj grad uddannende og modnende på ham, og han vendte hjem “beriget med en erfaring og en indsigt, der kom ham til gode i de store virksomheder, der her lå rede til ham.” I 1867 blev han medredaktør af Tidsskrift for Landøkonomi og året efter blev han eneredaktør. Om hans virksomhed som sådan har H. Hertel sagt: “Det er en rigdom af emner, la Cour i løbet af de 30 år selv har behandlet i tidsskriftet, men særlig er der grund til at fremhæve de oversigter over landbrugets almindelige forhold i det forløbne år, som han indledte hvert bind med, første gang i 1867. Efterhånden blev de meget udførlige og fik en interesse, som vistnok gjorde dem til den landøkonomiske afhandling, der årlig læstes med størst interesse. La Cours behandling af årenes vekslende begivenheder blev nemlig efterhånden overlegent lagt til rette og talentfuldt udført. Ikke blot drog han det vigtige i forgrunden, men ofte kastede han tillige lys over upåagtede, men i virkeligheden betydningsfulde fremtoninger, og fremstillingen fik til tider en flugt og varme over sig, som gjorde læsningen tiltrækkende.”
Den 1. november 1867 oprettede han Landboskolen i Nærum, som han 1. oktober 1868 flyttede til den bygning på Virum Mark, til hvilken han 27. august 1867 havde lagt grundstenen, og hvortil hans svigerfar, Frederik Barfod, havde skrevet sangen: “Rejs dig hus med lave tinder i Vorherres navn”. Om hans virksomhed som forstander her er der blevet sagt: “Som leder af en ungdomsskole og som lærer for voksne unge mennesker havde la Cour sjældne gaver. Han var en i ordets allerbedste betydning fint dannet mand, og hans rige åndsdannelse prægede al hans gerning både i og udenfor skolen. Han havde et rigt forråd af kundskaber, der spændte over talrige og vidt forskellige områder, og som hvilede på et grundlag af en højt udviklet alménsans og styredes af en ualmindelig klar forstand. Han havde et åbent blik for sine medmenneskers og særlig for de unges sjæls- og sindstilstand. Han havde i en sjælden grad ordet i sin magt og regnedes for sin tids mest veltalende mand indenfor landbruget. Hans sprog var velformet, klart og rigt på billeder. Selv om rent praktiske
landbrugsforhold kunne han tale med en varme og en overbevisningens styrke, som rev selv søvnige tilhørere med. Hans
kraftige stemme, hans mandige, velvoksne skikkelse og hans udtryksfulde øjne, der kunne tindre af begejstring for den sag, der i øjeblikket optog ham, bidrog sit til, at hans foredrag og taler så ofte gjorde et uudsletteligt indtryk.”
Han var forstander for Landboskolen ved Lyngby fra 1867 til 1884 og fra 1889 til sin død (se billeder derfra side 346-349). Fra 1890 til 1892 var han også forstander for Grundtvigs Højskole, der flyttedes til Lyngby 1890, og også efter den tid, da H. Rosendal havde den daglige ledelse af højskolen, stod han som administrerende forstander for begge skoler. Under sit billede skrev han engang: “Den danske landboskole er et barn af den danske folkehøjskole og skal som denne bygges på troens og folkelivets grund”. Hans ungdomsven og gode medarbejder J. N. Winther sagde om ham: “Ved sit eksempel, sit liv, sin tale lærte han det danske folk, at målet er at elske Gud over alt og sin næste som sig selv. Deraf udsprang hans Gudsfrygt og hans fædrelandssind. Kristentroen og fædrelandskærligheden var den understrøm, som mærkedes, selv når han talte om emner, der ikke direkte berørtes af disse mægtige strømninger.” I 1875 blev han konstitueret i Landhusholdningsselskabet, og derigennem knyttedes en forbindelse, der skulle sætte betydningsfulde frugter i de følgende årtier. Redaktør A. Bing har træffende tegnet hans person og hans virksomhed som sekretær således: “Den virksomhed, som la Cour udfoldede, navnlig gennem 80’erne og 90’erne, er enestående i Landhusholdningsselskabets historie. Han viede det sin uhyre arbejdskraft, sine aldrig hvilende tanker. På kritiske tidspunkter kendte han ikke forskel på dag og nat, gav afkald på hvile og måltider. For at bruge et billede fra hans egen forestillingskreds kunne man betegne ham som landbrugets Heimdal, altid vågen og på post, når situationen bød hurtig handling og kraftig indgriben fra landbrugsledelsens side i alle selskabets foretagender var han den ledende ånd, hvadenten det samlede fagmænd til rådslagning om de hjemlige markedsforhold, afsætningen til udlandet, transporten af vore landbrugsprodukter, eller det gjaldt iværksættelsen af redskabs- og maskinprøverne, plantekulturforsøgene, konsulentinstitutionen eller de mange sager, der fra ministeriet forelagdes selskabet til betænkning. La Cour ejede en ualmindelig evne til at trænge til bunds i en sag og se den fra alle de sider, der kunne få betydning for dens gennemførelse.”
I 1878 blev han sekretær ved Landmandsforsamlingen i Svendborg og udnævntes i juli samme år til Dannebrogsmand. I 1879 blev han næstformand (og senere formand) for Københavns Amts landboforening. I 1881 udnævntes han til kaptajn i Forstærkningen med ansættelse ved 35. bataljon (efter ansøgning afskediget 1890). Han blev udenlandsk medlem af det svenske
landbrugsakademi i 1881. I 1884 afstod han Landboskolen og flyttede til København. Han tog meget stor del i planlægningen af den store udstilling i København 1888 og var generalsekretær ved den første nordiske landbrugskongres i København samme år, hvor han også blev dekoreret med fortjenstmedaljen i guld og kommandørkorset af den svenske Vasaorden. Han tog initiativet til den landbohistoriske afdeling på udstillingen og grundlagde Landbrugsmuseet. I april 1889 overtog han igen ledelsen af Landboskolen ved Lyngby og købte samtidig Brede Ladegård. I 1891 blev han valgt til præsident i det kgl. danske Landhusholdningsselskab (nedlagde præsidentværdigheden få dage før sin død), og i 1892 blev han chef for konsulentkontoret. Han var Landbrugsministeriets tilsynsførende med landbrugets udførselsforhold. Han døde på Diakonissestiftelsen i København 21. februar 1898 og blev begravet 24. februar samme år på Lyngby kirkegård.
På hans grav satte gamle elever en mindesten, hvorpå bl.a. følgende linjer (af J. N. Winther): “Kærlig og trofast – aldrig forsagt hented’ – sin styrke – i dåbens pagt – troede Herren – fuldt på hans ord – er derfor gæst nu – ved Herrens bord”. Det forenede Dampskibsselskab opkaldte en af sine Englandsdampere efter ham (se billede side 342). En vej i København bærer hans navn. En marmorbuste af ham er opstillet i Landbohusholdningsselskabets bestyrelsessal, og mellem Landboskolen og Grundtvigs Højskole blev der 21. juni 1903 rejst en legemsstor bronzestatue af ham. Da Landboskolen i 1974 flyttede til Roskilde, flyttedes statuen med. Han blev gift den 20. september 1867 i Vartov med Agathe Johanne Birkedal Barfod
la Cour (f. Gote Birkedal Barfod).
Hun blev født den 29. januar 1845 på Søvang ved København og døde den 31. januar 1929. Hun var datter af forfatter Povl Frederik Barfod og Emilie Birkedal. Om det hjem, hvorfra hun udgik, skriver J. N. Winther: “…dette mærkelige hjem, som gamle Barfod og hans elskelige hustru gjorde til et velsignet mødested for en mængde unge såvel af slægten Barfod, la Cour, Lønborg, Husum, Rørdam, Birkedal osv. som af disses venner. Traktementet var timelig set tarveligt, nådelig set rigt, overdådigt. Man mødtes af en nådelig rigdom, en så hjertevindende kærlighed, en så frisk ungdommelighed, både hos gamle og unge, en så ren og from luftning fra åndens verden, at vi syntes, det var som et paradis på jorden.” I 1862 fulgte hun sin far på en indholdsrig rejse til Sverige, som han skildrede i “En rejse i Dalarna”. Hun lærte landhusholdning på Skærsø juni – november 1865. I den lange årrække, hendes mand forestod Landboskolen, varetog hun ledelsen af den store økonomi og var hans ypperste støtte og bedste medarbejder. Og J. N. Winther siger med rette: “Derfor erklærede også la Cour mange gange med dyb bevægelse, at uden sin hustrus støtte havde hans livsgerning ikke lykkedes for ham, – og det er sandhed.” Efter sin mands død boede hun (til 1907) på Landboskolen, derefter (i årene 1907-15) på Brede Ladegård. I 1903 solgte hu sin part af Skærsø til sin svoger Jacob (nr. 72) og i 1904 solgte hun Brede Ladegård til sin søn Poul (nr. 69-2). Hun boede ved sin død i Lyngby. (6 børn – Lyngbylinjen)
