Han blev født den 2. oktober 1767 på Strandet i Ørum Sogn og døde den 3. september 1809 i Odder. Han var søn af Pierre la Cour og Christiane Frederikke la Cour. I 1778 startede han på Viborg Latinskole i 2. lektie (anden klase ud af fem). Inden da havde han dog utvivlsomt modtaget undervisning af studiosus Curtz, der var huslærer på Strandet ved sin fars død. Efter at have gennemgået de mellemliggende klasser nåede han 1785 op i mesterlektien (afgangsklassen) og blev, mens han gik i den, konfirmeret 3. april 1785 i Viborg Domkirke. I 1782 fik han i Distributsprotokollen betegnelsen “stort håb”, og i det to følgende år betegnelsen “nogenlunde godt håb”.
I 1782 havde han ingen kostpenge, men fik ved den årlige uddeling fire tønder rug og fem tønder byg. I de følgende fem år (1783-87) fik han mellem 16 og 30 rigsdaler årlig. Sandsynligvis har han måttet leve af kærlige menneskers godgørenhed og har måske tillige måttet tjene ved at undervise småbørn og ved at spille orgel i Søndersogns Kirke. Ved folketællingen i 1787 var han elev i latinskolen og – sammen med Hans Peter Barfoed – logerende hos Viborg Domkirkes organist Christian Haderup og hans kone Margrethe Sophie Nielsdatter på Søndersogns Kirkestræde 2.
I 1787 (altså efter ni år på latinskolen) blev han student. Han flyttede til København og valgte professor Børge Riisbrigh (1731-1809), der altid tog sig så faderlig af de unge studenter, som han kom i forhold til, som sin privatlærer. Længe blev han imidlertid ikke i København. Hans fattigdom tvang ham nemlig til at afbryde studierne i utide og søge sig et levebrød.
Muligvis har det været sognepræsten i Odder, Anders Kragballe, der var gift med Jørgens halvsøster Elisabeth (nr. 04), der hjalp ham til degnekaldet i Odder, da dette den 19. januar 1789 var blevet ledigt ved degnen Abraham Friis’ død. Han blev kaldet dertil den 11. maj 1789 af Sophie Amalie Rantzau, enke efter oberst Malthe Sehested. Det var et godt embede, og desuden underviste han udenfor skolen, bl.a. i sang og musik, og hjalp også jævnlig sin svoger, præsten, med at prædike. Med sine få krav til livet kunne han derfor lægge lidt til side, så han – efter et par års forløb – så sig i stand til at lønne en vikar, som passede hans embede, mens han tog til København for at afslutte sin eksamen. Dog måtte han selvfølgelig leve med sparsommelighed. Han var nødsaget til at undervise, og blandt hans elever i klaverspil kan nævnes den senere så navnkundige Malte Konrad Bruun (1775-1826), der i 1790 var blevet student og nu opholdt sig i hovedstaden. Dog havde Jørgen allerede vundet sig en varm og hengiven ven i forvalter Peter Rosenmeyer på Åkjær, der tillige havde en selvejergård i Falling.
Jørgen skriver således i 1796: “På den tid, jeg lå i København, behøvede jeg ikke at forlange penge af nogen anden. Så snart Rosenmeyer vidste, at jeg trængte, sendte han mig penge, og det uden mindste bevis.” I København boede han, ligesom tidligere, sammen med sin skolekammerat fra Viborg Hans Peter Barfoed, der var blevet student to år efter Jørgen og nu studerede teologi ved universitetet, så at de på den måde blev studiefæller. Fra disse år stammer et brev, som passende kan gengives her som et lille minde om de to unge menneskers venskab, der holdt sig gennem hele livet. Det lyder som følger:
“Elskte ven!
Sildig opfylder jeg mit givne løfte om at skrive; men det kommer dog. Rigtig nok lille Barfoed havde jeg ventet brev fra dig; men da vi nu begge har forsømt det, vil vi desto lettere tilgive hverandre. Jeg har sat eksamen op til april. Du forundrer dig vel derover; men det er nu bestemt. Til Hjortes har jeg ikke været siden du rejste, kan derfor ikke sige hvorledes de lever. Da jeg håber at dette brev kommer til dig nytårsdag eller dagen efter, skal du dog se min poesi, som er uden skønhed, men dog oprigtig: Højt slår din barm, når du en ven omfavner glad ved hans side svinder sorger hen:
Gid du da aldrig, bedste Barfoed! Savner en tro i sorg og glæde prøvet ven!
Måtte skæbnen os dog
nær foreene. Når stille landligt
liv buer vores lod. Vi da
vil føle glæder som er rene
og prise Ham, som er alviis og god!
Og i hverandres arme skal vi glade
erindre vor venskabs faste bånd.
Vi henrykt skue da hverandres mage!
Til dette valg led os, o fader hånd!
Kjøbenhavn d. 29 December 1792 fra din hengivne J. la Cour.”
I maj 1793 tog Jørgen teologisk embedseksamen med 2. karakter, medens han fik 1. karakter for sin dimisprædiken, og vendte nu tilbage til sit degnekald i Odder, som han siden aldrig slap. Ganske vist søgte han i de fire følgende år adskillige præstekald, men han fik ingen af disse. I en årrække (1798-1807) var han forpagter af Randlev Præstegård og købte tillige i 1798 en lille gård i Odder, den nuværende Christianslund, som han dog først fik skøde på den 15. juni 1804. Endvidere ejede han i 1800 (og vel endnu tidligere) et hus på seks fag med haveplads, der må have stødt nær op til hans egen gård. Ved folketællingen i 1801 boede Jørgen med sin hustru og deres to sønner Peter og Holger sammen med Jørgens mor Christiane Frederikke Nohr, Jørgens søster Appelone Dorthea Worm (nr. 09) samt dennes to sønner Peter (nr. 48) og Poul (nr. 49). Derudover havde familien fire tjenestefolk.
Ved midsommertid i 1809 holdt Jørgen en auktion efter et fattiglem. Det var meget varmt, der var en mængde mennesker sammenstuvede i det trange rum, og han blev stærkt ophedet. Han drak et glas koldt vand og følte sig straks dårlig. Det blev mavebetændelse, og søndag den 3. september 1809 døde han, knap 42 år gammel.
Mellem Jørgen la Cour og Steen Steensen Blicher, der var 15 år yngre, udviklede der sig et varmt venskab. Det var dog kun et årstid, de havde lejlighed til at ses hyppigere, nemlig fra slutningen af 1795, da Blichers fader, Niels Blicher, forflyttedes fra Vium til Bandlev, og til 1797, da St. St. Blicher sattes i Randers Skole. Siden kunne de kun mødes i ferierne, men venskabet holdt sig gennem livet, hvad også ses af følgende digt af Blicher ved Jørgens båre:
Min ven er død! lad Tåren flyde!
Til suk og klage lad sorgharpen lyde!
Min ven er evig borte —
aldrig mere hans Åsyns hulde blik jeg seer.
Han, som naturen gav det skønne hjerte,
Så varmt ved fremmed fryd og
fremmed smerte, Nu koldt og
følesløst som gravens ler
har ingen smil og ingen tårer meer.
Ej mere under templets høje buer
Hans røst opvækker andagts rene luer;
Blandt tidslerne på skumle kirkegård
Den fromme sangers grønne gravhøj står.
På glædens dag jeg skal ej mere høre
Det muntre kvad, som tryllede hvert øre;
Den blege læbe er for evig lukt,
For evig øjets milde flamme slukt.
Vaarsolen smiler, forårsregnen falder,
Og døde jord til liv på ny fremkalder:
På dig har solens stråle ingen magt,
Du est til evig søvn og nat nedlagt.
Dog, hæv dig, sjæl! ud over livets fængsel; Til himlens rige stunde din forlængsel! For ånden er der ingen skranke sat,
En dag oprinder efter mørke nat. Så stands da gråden, dæmp da sorgen! Engang det bli’r i graven også morgen: Den lange dødsnat skal engang forgå Og de, som sove nu, til liv opstå.
I Odder skole faldt altså hans livsgerning gennem 20 år. Men han var ingen almindelig degn. Hans kundskaber, hans dannelse, hans musikalske evner, hans dejlige sangstemme, hans ualmindelige selskabelige talenter og hele hans vindende personlighed gjorde ham velset og velkommen på alle egnens fineste herregårde, i alle dens præstegårde og hos alle mulige andre familier. Der var ikke rigtig noget selskab, som duede, hvis ikke “degnen i Odder” var med, og det på trods af at han af alle “Aristokraterne” på egnen var kendt for sine demokratiske foreninger, der bragte ham til at glædes ved den tro, at
“Lighed blandt alle stænder udbredes mer og mere” og satte ham i et ypperligt forhold til alle hans jævne sognefolk. Hans otte år ældre ven, præsten K. L. Ferslev i Jelling, kaldte ham derfor otte år efter hans død “den elskeligste blandt Adams sønner”.
Desuden var han en ypperlig landmand, ja egentlig en født landmand. Han drev sin embedsjord godt og havde en fin indtægt af den. Han var den første vidt og bredt, som dyrkede kartofler i større målestok, og han var ligeledes en af de første, måske den allerførste, der brugte dækkede ris- og stengrøfter til at aflede det skadelige vand. Det lyder lidt underligt i vore dage, når han i 1797 skriver: “Jeg har i denne tid ret travlt med min avlings drift. Når du kommer her, skal du se kartofler plantede i tusindtal.” Men på den tid var det noget ret usædvanligt. Da han nu desuden synes at have været en god økonom i dette ords smukkeste betydning, så sad han forholdsvis godt i det.
Livet i Odder degnebolig har en præstesøn fra den nærliggende Saksild Præstegård, Hans Christian Ingerslev (f. 1798), præst i Boeslunde, skildret med følgende ord: “Hvor fornøjeligt var det ikke at komme ned til la Cour i Odder, hvor der var et liv og en munterhed hos den hele familie, der måtte indtage enhver og kendelig nok var helt fri for det trivielle og snæverhjertede, der i hin tid var temmelig almindeligt i landbolivet, til stor fortræd for de unge. Han var en ypperlig, elskelig mand, og Saksilds drenge så ham altid komme med glæde. Han kunne tale, så det livede op både hos gamle og unge, kunne le så hjertelig og synge så kønt, at det var en lyst. Hans elskelige hustru var en yndig kvinde med så mildt et ansigt, at det kunne fængsle de kåde drenge. Og det kom helt af sig selv, at vi var høviske og føjelige, når hun var tilstede.” Jørgen blev gift den 2. marts 1798 i Ribe med Charlotte (Lotte) la Cour (f. Guldberg). Hun blev født den 10. juni 1777 i Skagen og døde den 28. februar 1826 i Fakse. Hun var datter af tolder Holger Guldberg og Petrea Margrethe Schwane Bang. (Se om Holgers familie i bogens appendix) Efter hendes fødsel underrettede hendes fader sine svigerforældre derom med den tilføjelse, at hun skulle opkaldes efter sin mormor: Christine Charlotte. I kirkebogen står imidlertid kun Christine, men da hun efter sin mors død kom til sine morforældre, kaldte de hende kun Lotte, og under dette navn vedblev hun at gå.) I 1778, efter sin mors død, kom hun til Fuglede hos sine morforældre, præsten Jørgen Andreas Bang og Christine Charlotte Friboe, med hvem hun i 1782 flyttede til Korsør.
I 1789, efter sin mormors død, kom hun til sin morfars bror, amtsforvalter Jacob Bang i Odense, “hvis rare kone [Johanne Walther] har lovet mig [hendes morfar] at anføre hende til alt godt.” I 1791, efter hendes morfars død, kom hun til sin eneste moster, der var gift med passkriver Lauritz Leth i København. Under sit ophold i hovedstaden, der strakte sig over to år, tilbragte hun også megen tid hos sin mors farbror, den navnkundige, fromme læge, professor Frederik Ludvig Bang, med hvis stedsønner, Ole Hieronymus Mynster og Jacob Peter Mynster hun jævnlig kom sammen. Men langt nærmere stod hun dog tre af sin mors fætre: den siden så navnkundige Henrik Steffens, den sværmerisk følsomme Baltasar Bang (i sin tid kendt som digter), men især Hans Friboe Garde, der døde som præst Horslunde og Nordlunde i 1819, og hvem hun flere år senere kalder: “en af mine kæreste onkler, jeg havde nær sagt den kæreste”.
Det var under hendes ophold i København, at det hændte hende, på grund af hendes ualmindelige skønhed, som hendes stedsøn Frederik Barfod beskriver i følgende linjer: “Det var skik og brug i hin tid, at folk ved balparéerne på Christiansborg gik i mængde op på galleriet for at se på stadsen og høre på musikken, men det var ikke skik at pynte sig for denne vandring, på hvilken man jo nærmest ville se og ikke ses. Lotte Guldberg gik også derop med Leths familie. Hun havde dog ikke været der længe, inden Christian VII fik øje på hende og sendte en adjudant op med det bud, at hun straks skulle komme ned og danse en menuet med ham. Der hjalp ingen undskyldninger. I sin daglige dragt, en hvergarnskjole, måtte hun ned i riddersalen og træde en menuet med kongen. Både arveprinsen og arveprinsessen dansede med. De øvrige mindes jeg ikke. Men næppe var dansen til ende, før hun skyndte sig hjem, og på Christiansborg Slot satte hun aldrig mere sin fod.”
I 1793 vendte hun tilbage til Ribe, men i sommeren 1795 finder vi hende hos en af hendes fars ungdomsvenner, præsten Jens Hartmann i Randlev, hos hvem Jørgen la Cour nu og da kom, og 2. november 1795 blev de forlovede.
Han var Degn i Odder, og hun var i huset hos præsten Jens Hartmann i Randlev. I september, da hun stod for at skulle forlade Randlev Præstegaard, sendte han hende „et strikketøj”, som han efter hendes ønske havde ladet lave af en kunstfærdig drejer i Odder. Han sendte hende den sammen med et brev, der indeholdt følgende: „Jeg er ikke poet, ej heller vil jeg tiltrænge mig navn deraf; dog kunde De måske uden ærgrelse læse’ denne lille selvgjorte sang og nu og da nynne den ved strikketøjet, da den er bestemt for Dem.”
Denne såkaldte „Slægtens Bindevise” gik igennem 125 år fra mund til mund i slægten og lyder således:
Mit arbejd går så let og rask,
den målte tråd svandt ind,
og pinden glider let i mask’;
jeg er så glad i sind.
Og kostbar sundhed er hos mig, ❗
hvor er jeg lykkelig :|:
Jeg stundom vel bekymret blev,
men gavnligt jeg det fandt;
thi aldrig angerstårer
ned ad mine Kinder randt;
og lønlig sorg jeg kender ej,
thi er jeg lykkelig :|:
og i hans ve og i hans vel jeg
bli’r den bedste ven; og tro igen han elsker mig, :|:
thi er jeg lykkelig
Ved stille dyd og virksom
dåd vi fryd os skabe vil,
og for at stanse armods
gråd vi hjælper begge til
Gud Fader signe ham og mig!
så bli’r jeg lykkelig! :|:
Lotte Guldberg takkede for strikketøjet og sangen i et brev, hvori det hed: „Arien finder jeg meget smuk, og tit skal jeg derved erindre mig deres venskab. Far vel vil jeg endnu ikke sige dem, thi jeg håber vist endnu at se dem i Odder, om det er muligt; de forlader mig, at jeg nu slutter, thi mit humør tillader mig ikke at være vidtløftig men alene undertegner mig deres Veninde C.C. Guldberg.”
Efter datidens begreber var hun, som før nævnt, ualmindelig smuk: Hun havde en rank skikkelse, ædle træk, dejlige himmelblå øjne og en hvælvet, tænksom pande. Dertil kom en følsom sjæl og en levende indbildningskraft. Hun var en udmærket elskelig kvinde både som datter, som søster, som hustru og mor, udmærket også som kærlig og trofast stedmor; en klog og agtsom husholderske, en støtte for de svage og lidende.
Hun blev efter sin mands død boende på sin gård i Odder, indtil hun 25. marts 1817 i Viby giftede sig med sin afdøde mands ovenfor nævnte ven præsten Hans Peter Barfoed, sammen med hvem hun flyttede til Fakse i 1823. Men hun skulle ikke blive gammel i Fakse. I februar 1826 blev hun syg, og den tilkaldte læge, Steenberg på Vallø, erklærede det for mavebetændelse. Næppe rygtedes det i byen, før sognefogeden, Johannes Larsen, kaldte alle bymændene sammen og fik enstemmig vedtaget, at så længe hun var syg, skulle de på hans tilsigelse skiftevis sende vogn efter læge og ridende bud efter lægemidler. Den 21. februar havde den stille, tungsindige kromand Thaning hentet lægen, og desuagtet sendte han igen sin vogn af sted de 23 km. Jeg [Frederik Barfod] hørte ham selv sige til kusken: “Der er sendt forspand til Hårlev, så der skifter du heste. Når du fra Vallø kommer tilbage til Hårlev, skal der være nyt forspand. Og så kører du alt hvad hestene kan strække, styrter de, så er de betalte.” Og Thaning var dog langt snarere en fattig end en rig mand.” Men hun stod ikke til at redde, og tirsdag den 28. februar 1826 sov hun stille ind.
Ved hendes begravelse 8. marts 1826 i Fakse talte bl.a. pastor M.F.G. Bøgh i Herfølge -Sædder og mindedes hende i følgende ord: “Dig takker han, som havde tvundet sit livs held i dit og fandt i dig hvad han ønskede, dig takker en ædel og værdig mand, fordi du som kærlig og trofast ægtefælle vandrede ved hans side og forsødede hans dage ved omhu, bistand og råd. Dig takke de mange, som kaldte dig moder, dig takke de alle for moderhuld og moderomsorg. Dig prise alle, som kendte dig for de jævne kunstløse sæder, hvori du viste dig som vel dannet menneske, for din virksomhed i dit huslige kald, for din sindige og forstandige fremfærd, for det kristelige eksempel. Ja dig takke vi alle for alt det kristelige, alt det opbyggelige, som var hos dig både i liv og død. Guds forsyns milde førelse ledsagede dig gennem livet hernede, du erkendte det i kristelig tro, erkendte det med et skønsomt hjerte. Især erkendte du den Guds gave at være velsignet med pårørende og venner, som satte pris på dig og påskønnede hvad du var. Ja i Guds omhu fornam du dig indesluttet og i ydmyg tak til den miskundelige for det dig var betroet gik du herfra, og i kristeligt håb, i håb om Guds nåde i livet efter dette omskiftede du tiden med evigheden.”
Hans Peter Barfoed, der blev stedfar for Jørgen la Cour og Lotte Guldbergs fem sønner, og var en kærlig far for dem, blev født den 15. februar 1770 i Tistrup præstegård ved Ebeltoft. Han gik som nævnt i Viborg Skole, og blev student i 1789. Han blev cand.theol. i 1792 og kateket ved Nikolai Kirke i København samme år. I 1796 blev han sognepræst i Brænderup og Tørninglen øst for Ribe, og i 1808 i Lyngby og Albøge sydvest for Grenaa. I 1813 oprettede han et skolelærerseminarium der. I 1822 blev han sognepræst i Fakse og i 1828 provst samme sted. Han døde den 14. november 1841. H.P. Barfoed rejste ni år efter Lottes død en mindesten for hende med følgende tekst: “Højagtelse og taknemmelighed ledsagede hende til graven. Manges velsignelse vil møde hende i evigheden.” Jørgen og Charlottes liv er beskrevet i bogen “Mindet om Poul Frederik Barfod” af Lars Frederik la Cour fra 1909, der findes i Slægtsarkivet. (5 børn – Nr. 50-54)
