Han blev født den 25. oktober 1754 på Ørslevkloster i Ørslevkloster Sogn og døde den 10. maj 1827 i Randers. Han var søn af Pierre la Cour og Margrethe Susanne la Cour. Han lærte først landbrug hos sin far, men var derudover en ypperlig jæger og fik som sådan en præmie for at have skudt først en ulveunge og siden ulvinden, dens mor, en af de sidste her i landet. Han var hjemme ved sin fars død i 1775, men en af hans fars venner, kaptajn von Støcken, havde kort forinden lovet, at Niels skulle blive “underofficer på avantage” ved Kronprinsens Fodregiment. Dette blev han så, men blev senere kommandersergent og ordonnans hos kommandanten i København, general Johansen. Denne ville ikke slippe ham, og han blev derfor forbigået af flere yngre, som fik officerspatenter. Han klagede da til Kronprinsen og havde en pebret samtale med denne, som førte til, at han tog sin afsked fra hæren.
Den 22. oktober 1784 blev han “hægemester” på Det Kongelige Vajsenhus – et børnehjem og skole for forældreløse børn oprettet af Frederik IV i 1727, beliggende på Nytorv 138 – hvad han var til 1789. På dette tidspunkt var der i Vajsenhuset 53 drenge og 54 piger i alderen 7-16 år. Niels nedsatte sig så som spisevært i Skindergade nr. 10, hvor tillige en mængde studenter holdt klub hos ham, men synes efter vejviseren også at have boet Vigandsgade nr. 314. Da hans hus brændte i 1795, flyttede han til Gamle-Skivehus, hvor han vistnok indtil videre sad til huse hos ejeren, en af hans faders gamle elever, etatsråd Aksel Rosenkrantz de Lasson til Astrup, en søn af Matias de Lasson til Bjørnsholm. Dernæst blev han fuldmægtig hos byskriveren, kanselliråd Gjerulff i Viborg.
Ved folketællingen i 1801 var han fuldmægtig hos borgmesteren i Viborg og boede i St. Ibsgade 24 sammen med sin hustru Georgine, deres fire børn Peder David (nr. 10), Otto August (nr. 12), Niels Georg (nr. 13) og Susanne (nr. 14). Familien havde på dette tidspunkt en kokkepige ved navn Anne Jensdatter. Senere, i 1801, blev Niels løjtnant i landeværnet (og noget senere kaptajn). I april 1802 blev han postmester i Holstebro, og i 1807 blev han kaptajn og kompagnichef ved det fynske infanteriregiments annekterede bataljon, og lå som sådan i Randers, Ebeltoft og Holstebro.
I maj 1810 blev han postmester i Randers og i juni 1810 blev han kanselliråd. Niels døde pludselig i Randers den 10. maj 1827. Hans grovhed var blevet et mundhæld, og han gik under navnet “den gamle bulderbasse”. Men stiftamtmand Rosenørn kalder ham “en brav mand og tro ven”. Han var “en høj mand med stive støvler og pisk, let i sine bevægelser, snurrig i sine talemåder.”
I København reddede han med livsfare på Peblingesøen et ungt menneske (siden præst i Jylland), som var i færd med at drukne, og blev derfor mange år senere besungen af St. St. Blicher, som skal have fremsagt sit digt om ham ved en folkefest (Himmelbjergs- festen 1839): “Endnu en frelse i nøden – en gang i døden en dansk dåd af en mand, der, hvad folkefærd angår, rigtignok var kun halvblods; thi hans fader var fransk, hans moder dansk. Men i dannished var han fuldblods, han var fransk-hjertelig og dansk-kraftig. Jeg er virkelig lidt stolt af at have været denne hædersmands ven i en række af år – skønt hans år var langt forud for mine, og jeg kun var en pog, da han udøvede det manddomsværk, jeg nu skal omtale Niels la Cour:
Det var en så stadselig vinterdag Som nogen der skinner i Norden. At smile den herlige sol fandt behag Fra lyseblå himmel til jorden.
Bedækket hver sø med sit istæppe var,
I blændende strimer de blinked
Det glatte og blanke og smilende glar
De enge til skøjteløb vinked;
Der var da en kørsel, så det havde skik
Med kaner og kælke på gaden;
Og ligeså lystigt med gliden
det gik På søen derudenfor staden.
De vrimle og mylre, så ud og så ind,
Nu fremad, nu igen tilbage,
En langsomt, en anden af sted som
en vind Her hund efter hare de jage.
Men endelig under den lystige leg
Som sværmen derude mon øve,
Den falske is er ulykkelig svag,
Og bragende lod den sig kløve.
Det vakte naturligvis bestyrtelse,
men ingen tog fat på at redde ham.
Fra byen en korporal nu kom til,
Ville vide, “Hvad her var på færde?”
“- Det er en som drukner” –
“Og alle vil jere hjerter med isen forhærde!”
Så springer han frem, lægger ned sig plat,
Og skubber sig udad på maven:
“Kom en og tag mig i benet fat!
Ellers plumpe vi begge i graven.”
Da springer derud en Holmens matros
Og bag korporalen sig kaster
Men denne [korporalen] får
nu i håret et tag På ham der i skrogisen plasker;
Han hiver ham op – kaster langt ham bag,
Omkring ham det sprøjter og klasker –
Da korporalen kom op at stå –
Han kunne jo trænge til varme –
Men henad han sprang, hvor den halvdøde lå
Og tog ham op på sine arme. “Hvor boer han?”
Og stakkelen hvidskede mat
Sit huses nummer og gaden –
“Godt, godt! vær ej bange!
nu har jeg ham fat!”
Så tradsked han med ham til staden.
Der tørt og varmt nu den reddede få,
Lidt efter lidt kom til kræfter,
Det var ikke sært om i mange år
De to blev venner herefter. –
Den ene blev præst og den anden
kaptain Men de kunne ligegodt spændes.
og St. St. Blicher afsluttede sine indledningsord med blandt andet at sige: “Så meget gladere vil jeg tale og synge – ikke digte – thi den rene sandhed kommer nu gennem min mund – som jeg her skuer så mange af hans renblodsslægt. Men ikke alene til eder, I gæve Lacourer! stiler jeg min tale, men til ethvert hjerte, der banker stærkere, når talen er om ædle handlinger.” Han blev gift første gang den 23. april 1790 i Ørum ved Skive med Georgia Nicoline la Cour (f. Mærch). Hun blev født den 14. januar 1760 i Ørum ved Skive og døde den 1. juni 1804 i Holstebro. Hun var datter af provst Otto Himmelstrup Mørch og Kristine Augusta Hvass. Hun var ved sit bryllup hushjælp på Strandet. Niels blev gift anden gang den 29. juli 1810 i Randers med Karen Elisabeth la Cour (f. Lund). Hun blev født den 11. juli 1772 i Randers og døde den 25. august 1836 i Randers. Hun var datter af farver Morten Brøchner Lund og Anne Marie Håsum. (7 børn – nr. 10-16)
