Han blev født den 26. januar 1836 i København og døde den 2. januar 1900 samme sted. Han var søn af Niels Georg la Cour og Emilie Antoinette la Cour. Eugen fulgte i sin fars fodspor og blev som barn optaget på Landkadetakademiet, hvorfra han blev kadet i 1851 og siden sekondløjtnant i 1853. Fra 1. marts 1853 til 1. november 1854 var han repetent ved Landkadetkorpset, og blev derefter ansat ved 7. bataljon og lå med den først i København og siden, fra 20. april 1861 i Sønderborg. Han deltog med 7. bataljon i hele krigen og navnlig i fægtningen ved Dybbøl 17. marts 1864. Ugen efter slaget ved Dybbøl den 18. april 1864 blev han udnævnt til premierløjtnant. Efter krigen var han stationeret i Svendborg og Fåborg, men blev den 17. november 1864 overflyttet til 14. bataljon, med hvilken han først var stationeret i Viborg, og senere i Aalborg. Da bataljonen midlertidigt blev nedlagt den 1. maj 1866, overgik han til 18. bataljon og var med den stationeret i København og fra den 20. april 1868 i Helsingør. Den 1. april 1872 overflyttedes han til 1. bataljon i København, og efter at han i 1875 udnævntes til kaptajn, blev han ansat ved 22. bataljon i Helsingør og overflyttedes den 10. juli 1876 til 3. bataljon, ligeledes i Helsingør. Efter sit eget ønske blev han i 1878 overført som kompagnichef til 5. bataljon (Odense), derfra 1880 til 7. bataljon (Nyborg) og 1887 til 13. bataljon (København). I 1887 blev han stillet til rådighed for 3. regiment (København). Afskediget på grund af alder i nåde med pension 1888. Han var i 1883 blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog. Efter sin afsked blev han boende i København og var dér et meget virksomt medlem af velgørenhedsselskabet “Kjæden”. I 1890’erne boede han på Vesterbrogade 22, 4. sal i København. I 1891 modtog han et nyt afskedspatent som oberstløjtnant. I juli 1897 tog han på en seks måneders rejse til Frankrig, særlig til Paris og i årene 1889-99 foretog han flere udenlandsrejser, på hvilke han besøgte de fleste europæiske lande, i 1898-99 endog Nordafrika, Egypten og det hellige land. Han døde 20. januar 1900 i København efter et meget kort sygeleje. Han efterlod ved sin død en lille formue, hvoraf han stiftede et familielegat til fordel for sine brødre og deres efterkommere. Han var ugift, men fik to børn uden for ægteskab med Ida Elvina Cathrine Mogensen. (2 børn – Frederiksberglinjen)