75 Lavritzstine Aubert

Hun blev født den 19. februar 1848 på Skærsø i Dråby Sogn (f. la Cour) og døde den 31. december 1933 på Lyslet i Dråby Sogn. Hun var datter af Lauritz Ulrik la Cour og Ellen Kirstine la Cour. Hun blev opkaldt efter sin far og mor. I 1857-60 gik hun i sin farbror Peters (nr. 50) kostskole på Margrethelund og var dernæst 1 1/2 år hos sin svoger Siegumfeldt (nr. 67) i Lyngby på Djursland. Hun besøgte Norge i 1868, 1874 og 1876-77 sammen med sin mand. Efter sin mands død solgte hun i april 1902 ejendommen i Andkærvig, hvor de boede, og flyttede til sin søster på Veumhus i Askov, hvor hun var i 1 1/2 år. Derpå lejede hun en lille lejlighed i Askov og havde i huset hos sig sin søsterdatter, Charlotte la Cour (nr. 36-7), der havde en lille børneskole. Boede senere et årstid på Skærsø, men byggede sig til sidst et lille hus kaldet “Lyslet” ganske nær Skærsø, hvor hun boede til sin død.

Hun blev gift den 31. august 1871 med Emil René Aubert. Han blev født den 13. november 1843 i Oslo og døde den 15. september 1901. Han var søn af professor Ludvig Cæsar Martin Aubert og Ida Dorthea Maribo. Han var først tre år ved handelen og dernæst studerende. Han lærte så landbrug hos sin onkel Thaulow på Havmøllen ved Ebeltoft fra 1865 og fra november 1866 hos Jensen på Holmegård ved Hobro. Han styrede i 1867-68 Havmøllen for sin faster Thaulow og var derefter forvalter på Nissumgård ved Skanderborg i 1868. Fra nytår 1869 styrede han Sølyst ved Grenaa for sin svigerfar. I 1871 købte han gården af ham og fik i 1873 skøde på den. I 1876 mageskiftede han den mod Vestereng ved Aarhus, som han tiltrådte i april 1877. I 1886 købte han lystejendommen “Rolighed” ved Aarhus, men solgte den igen i 1892. I 189 købte han en lille ejendom ved Andkærvig (Vejlefjord), hvor han bosatte sig i 1894, mens der blev antaget en bestyrer på Vestereng. I efteråret 1895 flyttede han tilbage til Vestereng, men måtte i efteråret 1898 sælge den på grund af sygdom og flyttede igen til Andkærvig. Af tillidshverv beklædte han flere, mens han var på Vestereng: Taksator i kreditforeningen, delegeret i Jyske Landboforeninger, deltager i bedømmelsen af ypperlig dyrkede huslodder og revisor i foreningen for trængende jyske landmænd. I en yngre alder havde Det kgl. selskab for Norges Vel tildelt ham sølvmedalje for hans virksomhed for norske mejerskers uddannelse i Danmark. (Ingen børn)

English