Han blev født den 9. december 1841 i Nimtofte og døde den 28. februar 1906 på Næsgård i Åstrup Sogn. Han var søn af Peter Christian la Cour og Caroline Jacobine la Cour. Han gik i sin farbror Peters (nr. 50) kostskole på Margrethelund 1854-55 og lærte derefter landbrug hos landstingsmand O. Larsen i Tøstrup, hos sin far og på Mallinggård. I 1860 kom han til København, hvor han samme år tog præliminæreksamen og to år efter (1862) landbrugseksamen. Derefter var han i to år underforvalter hos etatsråd Tesdorpf på Gedsergård under N. P. J. Buns. Som en kæk og flink soldat deltog han i krigen 1864 og knyttedes derefter i et årstid til Landhusholdningsselskabet, idet han blev valgt til som konduktør at føre tilsyn med kreaturerne, der udførtes til England. At han valgtes, var en anerkendelse af den unge mands dygtighed og pålidelighed. I 1866 vendte han tilbage til Tesdorpf og var forvalter på Ourupgård fra 1866 til 1870, og på Sædinggård fra 1870 til 1877.
Der er sikkert ingen tvivl om, at disse år har været i højeste grad udviklende for ham. Han fik den fortrinligste lejlighed til at blive bekendt med den række fremskridt og forbedringer, som kendetegnede de tesdorphske landbrug – i jordbehandlingen og i brugen af kunstig gødning, i mejeridriften og i besætningerne, i fodringen osv. Han lærte at handle ud fra rationelle principper og under eget ansvar. Han blev først og fremmest en fremragende praktiker, men en praktiker med klar forståelse af, at enhver god praksis til en vis grad må lade sig lede af almindelige hensyn – eller om man vil: Af den sande teori – således at der hos ham ikke fandtes modsætning mellem teori og praksis. Han blev en ædruelig teoretiker, der aldrig vovede sig længere ud, end han havde fast jord under fødderne. I 1877 blev han forstander for den Classenske agerbrugsskole på Næsgård ved Stubbekøbing på Falster. Han havde da erhvervet sig en så stor anerkendelse som en praktisk og teoretisk landmand, at det føltes som en naturlig sag, at valget faldt på ham. Og det viste sig snart, at man ikke havde taget fejl. Han ejede evnen til at administrere, til at blive respekteret og dog afholdt, til at vække arbejdslyst og kundskabstrang.
En af hans elever fra 1889-91 har skildret sit indtryk af ham som forstander således: “Han var en ypperlig læremester for de unge. Han forstod at sætte sig i respekt, og han forstod at få sine lærlinge til at arbejde. Når hans brede skikkelse viste sig i marken, til fods eller til hest, kom der orden i rækkerne og liv i arbejdet.
Hans kommandorøst blev altid hørt og altid forstået, thi den blev båren frem af en kraftig og selvstændig personlighed, der som praktisk arbejdsleder havde det overblik over tingene, der giver den nødvendige baggrund for myndigheden. Og han var frem for alt en myndig mand. Myndigheden lå i hans ord og hans stemme, i hans hele væsen og færd. Til tider kunne den vel falde en og anden for brystet. Men ingen af hans lærlinge, der stod den toårige skole igennem, kunne undgå at blive opmærksom på, at der bag den strenge mine og de knappe ord rørte sig mildere strømninger og følelser, som nu og da slog en i møde, og som vidnede om et varmt hjerte og om kærlighed til de unge og interesse for deres anliggender og deres fremtid. Man følte det undertiden, når han underviste fra katederet, hvor hans grundige, praktiske erfaring omsattes på teoriens sprog, da kunne der komme det blink i øjet, der er det mildere lunes følgesvend, og da tog han os med storm. Men mest følte man det, når han i stille aftentimer samlede sin familie og sine lærlinge om sig til andagt eller adspredelse, da kunne han gribe enhver af os med sit rummelige hjertes magt. Ingen, der har været lærling på Næsgård, vil glemme de indtryk, han modtog i disse timer. Og heri har han måske sat sig sit bedste minde blandt sine lærlinge.”
Som årene gik, øgedes hans anseelse, og han blev efterhånden en meget benyttet og betroet mand på Lolland-Falster. I 1879 valgtes han til medlem af bestyrelsen for Maribo Amts Økonomiske Selskab og blev senere dets næstformand. Han var også i bestyrelsen for De samvirkende Lolland-Falsterske Landboforeninger og var formand for det af disse nedsatte udvalg for kvægavl og kontrolforeninger. Han var fra 1887 medlem af (senere formand for) Statstdyrskuekommissionen i 3. kreds og til efteråret 1905 næstformand i Foreningen til Fremme af Landbrugets Udførsel. Hans egentlige område var kvægavlen, og af sine kolleger nævntes han som en af Statsdyrskuekommissionens kyndigste medlemmer, hvis udtalelser altid øvede en afgørende indflydelse. Som foredragsholder og skribent var han søgt. Vel var han ikke veltalende eller nogen fin stilist, men hans mundtlige og skriftlige fremstilling var tilforladelig som manden selv. I 1889 blev han Ridder af Dannebrog, og i 1902 Dannebrogsmand. Ved hans død hed det om ham: “Albert la Cour var en trofast mand, trofast mod de sager, han arbejdede for, de institutioner, han kom i forbindelse med, de personer, han knyttede sig til. De mange, der krydsede hans veje, vil på deres side trofast bevare mindet om hans stærke og dygtige personlighed.”
Han blev gift den 11. maj 1870 med Henriette Vilhelmine Blicher la Cour (f. Blicher). Hun blev født den 2. maj 1848 i Ringkøbing og døde den 20. september 1938 i Viborg. Hun var datter af distriktslæge Jens Blicher og Juliane Johanne Mantzius. Hun lærte husholdning på Valsølille ved Ringsted. Efter sin mands død blev hun boende på Næsgård til april 1907, hvorefter hun flyttede til Rønne hos sin søn Albert (80-8), hvor hun boede indtil maj 1909 da hun sammen med Albert flyttede til København. I 1921 flyttede hun—igen sammen med Albert—til Viborg. Hun foretog adskillige udenlandsrejser, således bl.a. ved sin 80-års fødselsdag til Dresden og Harzen sammen med sin søn. Hun blev æresmedlem af Slægtsforeningen i 1934. Albert Philip og Henriette Vilhelmines liv er beskrevet i bogen ”Et Slægtsminde” af Rebekka la Cour Madsen fra 1941, der findes i Slægtsarkivet. (13 børn – Næsgaardlinjen)
