Slægtsforeningen blev stiftet 31. januar 1914 på et møde på Hotel Kongen af Danmark.
Formålet med foreningen var at styrke sammenholdet i slægten, som det kan læses af følgende brev, der blev udsendt til 50 af Pierres efterkommere den 15. januar 1914:
Kære Slægtning!
Om blot to år fejrer vi vores stamfader Pierre Dornonville de la Cour’s 200-års fødselsdag.
16 år gammel indvandrede han her til landet og fra ham nedstammer alle danske som med ret kan bære vort gode slægtsnavn. Vi er årenes løb blevet en stor slægt takket være fremragende egenskaber og evner hos ikke få at dens medlemmer – tillige en anset slægt som på mangfoldige områder og til forskellige tider har ydet en ikke ubetydelig indsats i vort folks og fædrelands udvikling.
Denne kendsgerning, som berettiget fylder os med glæde og stolthed – og med tak til dem, der gjorde vort navn ære, må imidlertid ikke lukke vore øjne for en anden kendsgerning nemlig den at jo større en slægt bliver desto vanskeligere er det at holde den sammen og desto vanskeligere er det at holde dens vundne anseelse oppe.
Men det er en styrke for en slægt at føle sig som en enhed, hvis navn på samme tid været frem og forpligter. Ingen er der iblandt os, som aldrig følte glæde og stolthed, når han mærkede, hvorledes navnet la Cour åbnede hans vej til fremmede folks tillid, fordi det i alle egne af landet har en god klang, og ingen er der iblandt os, som ikke ville føle det som en lykke, om han gennem sit liv og sit virke måtte bidrage til at fæstne og øge slægtens gode omdømme.
Man har sagt om os, at det vi la Cour’er har megen slægtfølelse. Relativt set, at det vel sandt – absolut taget, kan det desværre let bestrides. Ganske vist, de første slægtled holdt sammen. Det indbød jo dertil: Den indvandrede, skabt afgrænsede slægt, med det fremmedklingende navn, det endnu forholdsvis lave antal medlemmer og – ikke mindst – den korte afstand tilbage til den fælles stamfader, hvad der gjorde det let for hver enkelt at udrede de forskellige linjers slægtskabsforhold og finde sin plads i det samlede hele. Nu derimod at det vel desværre sandt, at slægten er ved at opløses i sine forskellige grene og linjer. De unge kender ikke mere hinanden, kender knap nok hinandens eksistens og aner lidet eller intet om slægtens historie eller om dens genealogiske strukturer gennem de forskellige led.
Fortsættes denne bevægelse, vil vi om blot et par generationer ikke længere være en slægt men en adspredt flok navnefæller, hvis herkomst og indbyrdes forhold for de flestes vedkommende for længst gik i glemmebogen. Gren for gren vil vi måske holde sammen, men enheden er sprængt. Enkeltvis vil vi forhåbentlig fremdeles virke hæderligt, hver i sit kald, men slægtens individualitet går tabt. De bestemte, let påviselige og til dels værdifulde karaktertræk som har skabt og endnu delvis fastholder vores slægtsfølelse vil udviskes.
Men sker det, er slægtens saga endt. Enkelmands fortjentsfulde gerning ville ikke kunne holde dens og navnets anseelse oppe. Uden midtpunkt ville slægtens spredte bestanddele blevet fremmede for hinanden og tabe sig i den øvrige befolkning.
Det er tanker af denne art, som i løbet at det sidste år har påtvunget sig os, og bragt os til at ønske, at der må kunne findes en form for samling, et middel til sammenhold mellem os la Cour’er. Ikke for at vi skulle danne en stat i staten, køligt tilbagetrukket midt i folket. Men netop fordi vi hver for sig vil kunne gå ud til vore gerning med dobbelt ild og kraft, når vi til vor øvrige stolthed kan føje bevidstheden om at tilhøre en god og gæv slægt, der ved sit sammenhold giver sine enkelte medlemmer rygstød og værner om navnet i gode og onde dage.
Og vi har da sagt til os selv: Skal noget kunne samle vores spredt boende slægt og holde den sammen, må det være en opgave af praktisk art. Og hvad ligger der nærmere, end at vi alle, så mange som vi er, at enes om at samle vor slægt et fond – et slægtsfond – af hvis renter der ad åre kan gøre gavn i slægten, udrede stipendier til unge, fremadstræbende la Cour’er, legater hvor det kunne være ønskeligt, hjælpe om nogen i vor slægt skulle komme nød. Vi har hidtil været en forholdsvis velstillet slægt. Få har haft overflod af jordisk gods, men kun ganske få, om overhovedet nogen, har lidt egentlig nød. De fleste har levet i jævne kår med ord for at føre et flittigt og nøjsomt liv.
Men efterhånden som slægten vokser, og bestandig nyt blod føres ind i den gennem giftermål, vil den hidtil herskende lighed i kår efter al sandsynlighed slettes. Samtidig bliver kampen for tilværelsen for hvert år og hver dag bestandig hårdere, kappestriden ude i livet skærpes, og for det enkelte menneske som for det enkelte folk bliver det stadig mere og mere nødvendigt at stå bedst ønskeligt rustet for at kunne hævde sig.
Det samme gælder den enkelte slægt! Også den vil, splittet og delt, bukke under, men samlet og rustet kunne hævde sig og bevares. Om vor slægt for en menneskealder siden havde begyndt at samle et sådant fond, så vi i dag stod med en kapital på et halvt eller et helt hundrede tusinde – hvor meget en styrkelse ville ikke vort slægtled have kunnet tage deraf? Og hvor megen dygtighed ville der ikke gennem stipendier til uddannelse for unge la Cour’er været tilført vores slægt og vort folk?
Hvor ville vi ikke have stået anderledes rustet til at ile til hjælp hvis svigtende sol eller uforskyldt nød en dag ramte et af slægtens mange hjem og truede med at lægge det øde? Og hvor ville ikke den blotte bevidsthed om tilstedeværelsen af en sådan fond, tegnet på slægtens sammenhold og offervilje, været løftende og styrkerne for os alle? Hvor ville vi ikke føle os i inderligt forbundet med dem, der havde begyndt et sådant værk til slægtens gavn, og hvor ville det kæde os sammen, led for led, idet vi byggede videre på en sådan fast borg for, hvad vi tog i arv fra vores fædre?
Kære slægtninge! Lad os som praktiske mennesker at tage denne sag op og derigennem at styrke vores slægt, idet vi samler den om en stor fælles opgave.
Vi beder dig, sammen med nogle enkelte andre af vores slægt, som vi let håber at få forbindelse med, samles til et møde på Hotel Kongen af Danmark, Holmens kanal 15, København, lørdag den 31. ds. kl. 3.00 eftermiddag, for at vi der kan drøfte vor plan og evt. forberede dens virkeliggørelse.
Rimelig vis vil vi lettest kunne rejse sagen ved at danne en forening for slægten og derigennem søge arbejdet organiseret. Vi vedlægger derfor et udkast til vedtægter for en sådan forening og beder dig gennemtænke dem inden mødet, så vi evt. på dette kan give dem en endelig form.
Vi lægger, som du ser, hovedvægten på dannelsen af et stærkt slægtsfond. Men vi er ikke blinde for at en forening som den antydede vil kunne løfte mange andre betydningsfulde opgaver end indsamlingen og administrationen af fondet. Den vil gennem sit sekretariat kunne fortsætte slægtens genealogi og være bindeled mellem de forskellige medlemmer; den vil gennem et årsskrift kunne bevare fra forglemmelsen og udbrede blandt slægtens unge kendskabet til de mange kønne og gode minder, som vor slægt er så rig på; kunne samle til møde og fest, når lejlighed gives, og gennem sine årlige flyttende generalforsamlinger bringe dem sammen, som blodets bånd så inderlig gerne skulle binde.
Samler vil således vores slægt, handler vi derved i vores fædres ånd, og kommende dage skal vise, at de ofre, billigere må bringe for at føre forslaget igennem, inden der vil samle og styrke også dem, der efter os skal bære navnet videre gennem tiderne.
Med kærlig hilsen
Victor Dornonville de la Cour, oberst
Christian la Cour, landstingsmand
Jørgen Carl Barfoed Dornonville de la Cour, redaktør
